Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
for ikke at skræmme at skjule dette for Faderen. Hver især
anede lidt om, hvad der gik af den anden, og ansaa det netop
derfor end mere for sin Pligt at skjule sig for Modparten.
Midt imellem dem stod Pengekassen, den var lige saa lidt
aaben som nogen af de to andre.
Under disse Forhold kunde den Kærlighed, hver af dem
paa sin Vis nærede for den anden, vanskeligt finde Udtryk.
Efter Søren Kierkegaards Optegnelser kunde det synes, som
om der desuagtet i deres Samliv paa denne Tid af og til har
fundet en Tilnærmelse Sted og eksisteret ydre Omgangsformer,
der under andre Forudsætninger vilde have været Udtryk for fuld
Harmoni. Hvis det er hertil, han sigter i to ensartede
Optegnelser baade fra September og Januar, i hvilke han kunde synes at
prise de øjeblikkelige Forhold i Hjemmet, saa maa man tilstaa,
at de Udtryk, han bruger, er valgt med sjælden Finhed og
med vemodig Dobbeltydighed. Han sammenligner denne Form
for Harmoni med Isblomster paa Ruden, der forsvinder ved
Varmen. Den ene af Optegnelserne lyder saaledes: „Modgang
knytter Menneskene sammen og bringer Skønhed og Harmoni
i Livsforholdene, ligesom Vinterkuldens Fantasi fremtryller
Blomster paa Ruden, som forsvinde ved Varmen."
Samtalerne ved saadan Lejlighed har maaske oftere drejet
sig om Faderens ihærdige, men forgæves Forsøg paa at faa
Flygtningen fra teologisk Studium og Kristendom atter gennet
tilbage. Isblomster af sligt har maaske holdt sig i følgende
knappe og høfligt af vinkende Optegnelse: „Det gaar med
Kristendommen eller med det at blive Kristen, som med enhver
Radikal-Kur, man udsætter den saalænge som muligt."
Sagen var, at de var lige ubøjelige Karakterer begge to. Den
yngste var ugunstigst stillet, for saa vidt han havde forladt den
gamle Fæstnings religiøse og moralske Volde, og vovet sig ud
i aaben Mark, hvor han nu pekuniært var omgaaet og sluttet
inde af Faderens Magt. Men han besad en indre Styrke, der
overgik Faderens og allerede som Barn havde skaffet ham
Sejren. Det var det fra Moderen arvede Lyssyn. Men ikke
som hos denne vigende og blot blidt, taalsomt opfangende, men
indtændt, pustet i Flamme som Guddommen i hans
Enkeltvæsen. Det var denne, der nu ung, kæk, ufortrøden, med
egen, knap Moral-Ration i Lommen, gik paa til Kamp, sikker
paa Sejren. Søren Kierkegaard har i disse Aaringer mesterligt
gengivet sig selv og sin Udvikling indtil da i to Digterord. Om
Barnet og den endnu kun halvt udviklede bruger han som
Titel-Vignet Goethes Ord: „Halvt Børneleg, halvt Gud i
Hjertet." Og om den nu selvbevidste unge, der har vovet
„Springet", anvender han Christian Winthers Ord:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
