Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Men paa løse Sedler forekommer Ord, der synes at antyde,
at Søren Kierkegaard har forfulgt Tanken til det yderste, hvor
Anelse og Angst ikke staar i Forhold til den mulige Brøde, som
man selv har begaaet, men til en gennem Arvesynd og
Slægtskabsforhold os af andre paadragen Skyld. Med andre Ord, den
mulige Synd, som han frygter for at have begaaet ved hin
Lejlighed, da han beruset ikke var sig bevidst, er maaske slet ikke
Grunden til hans Angst; ej heller kan man maale den og slutte
sig til den efter denne. Angsten kan gennem Arvesynd skyldes
en af en anden begaaet Brøde, hvis Angst og Straf nu som
Arveskyld paalægges mig. En saadan Tankegang synes at ligge bag
ved følgende Optegnelse: „Naar Noget ret skal blive
nedtrykkende, da maa der først udvikle sig midt i al mulig
Begunstigelse en Anelse, om det dog ikke er galt, man bliver sig ikke selv
noget saa Forkeert bevidst; men det maa ligge i Familjeforhold.
Da viser Arvesyndens fortærende Kraft sig, der kan stige til
Fortvivlelse og virke langt frygteligere end det Faktum, hvorved
Anelsens Sandhed bekræftes."
Trods alle disse uhyggelige Slagskygger paa
Bevidstheds-spejlet vovede Søren Kierkegaard sig dog videre. Han maatte,
selv om han udsatte sig for ny Smitte, gennemleve Hamanns
Forklaring paa Synd og det Onde indpodet paa de tre
Skikkelser: Don Juan, Faust og den evige Jøde. De ydre
Omstændigheder ved dette Forsøg var kendelige paa, at han nu med
særlig Iver satte sig ind i middelalderlige Fremstillinger, især
af Faust, hvor denne saaes som det Ondes Talsmand og
hjemfalden til evig Helvedespine. For Søren Kierkegaard selv stod
det klart, at alle tre Figurer var Udtryk for Fortvivlelsen paa
dens tre Udviklingstrin, og at de dannede absolut Modsætning
til det Kristelige, saa at Omvendelse ikke var mulig uden at
svække og undergrave et af de to modsatte Standpunkter, som
han netop ønskede at prøve i deres Renhed. Hvad Smittefaren
endelig angik, saa var han sig fuldt bevidst, at den ifølge
Hamanns Paastand om Synd efter Mulighed, Eksemplets, ja selv
blot en Antydnings fristende Magt, og Angsten som det Ondes
springende Smittekilde, var i høj Grad tilstede, ja faktisk var
overskredet, og at Sygdommen var i fuld Gang netop i Syslen
med selve disse Emner. Han bruger herom disse Udtryk: „Det
er netop Ulykken, at ligesom man har udviklet Noget, saa er
man det selv. Jeg meddelte Dig forleden en Idé til en Faust,
nu føler jeg først, at det var mig selv, jeg beskrev; næppe
læser jeg eller tænker paa en Sygdom, førend jeg har den......
Det er, ligesom jeg var en Dobbelttænker, og mit andet Jeg
bestandig kom mig i Forkøbet .... jeg kan med Rette gøre det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
