Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
det den sitrende Ro, den svangre Stilhed før Uvejrets Udbrud?
Eller forholdt det sig altsammen slet ikke til nogen Fortid eller
Nutid, men var Varsler, Anelser om noget helt Nyt og Ukendt,
der skulde komme?
Allerede i „Journalens" sidste Blade kan man spore en
vaagnende Uro i hans religiøse Syn, en Splid ikke blot
mellem kristelig Humor og kristelig Alvor, men en pludselig
vaagnende Tilbøjelighed til — snart af Selvkritik, snart af
overstrømmende Livsmod — at sætte helt ud over Skranken. I
December forekommer her følgende Udtalelser: „Jeg har saa
tidt tænkt paa, ... om naar jeg takkede Gud for Noget, det
da mere var Frygten for at tabe det, der afpressede Bønnen,
eller det skete med den religiøse Sikkerhed, der havde
overvundet Verden" (8. Decbr.). — „Jeg tænker, at jeg, dersom
jeg engang bliver en alvorlig Kristen, vil skamme mig mest
over, at jeg ikke er bleven det før, at jeg først har villet
forsøge alt Andet." (8. Decbr.) — „Jeg bliver ganske forfærdet
ved at læse den Afhandling, med hvilken Fichte begynder sit
Tidsskrift. Naar man ser en Mand med hans Aandsevner
ruste sig til en Kamp med en saadan Alvor, med en saadan
„Frygt og Bæven", hvad skal da vi andre sige. Jeg troer jeg
vil opgive Studierne, og nu veed jeg, hvad jeg vil være, jeg
vil se at blive Vidne hos Notarius publicus (12. Decbr.)."
Men Uroen gik videre. „Jeg vilde skrive en Novelle, hvori
Hovedpersonen skulde være et Menneske, der havde faaet et
Par Briller, hvoraf det ene Glas formindskede ligesaa stærkt
som Oxy-Gas-Mikroskop, det andet forstørrede efter samme
Maalestok; han opfattede alt meget relativt." (10. Decbr.). —
Ja, Uroen var endog stegen til følgende Bortspring: „Jeg vilde
skrive en Novelle, hvori der skulde optræde en Mand, der
hver Dag gik forbi Gibseren paa Østergade, tog Hatten af
og stod et Øjeblik stille med de Ord, som han regelmæssigt
sagde hver Dag: O, Du vidunderlige græske Natur, hvorfor
blev det mig nægtet at leve under din Himmel, i dine
Velmagtsdage? (7. Decbr. Kl. Il1/»)" — Hele denne slingrende
religiøse Uro synes dog — efter de løse Blade at dømme —
at være endt igen i det indslagne Spor, den kristelige Humor.
Nytaarsdag 1838 nedskriver han i hvert Fald den afvisende
Grænsebestemmelse mellem denne og det Livssyn,
hvormed den kunde forveksles: „Ironien er en abnorm
Udvikling, der ligesom Leverens Abnormitet hos de
Strasburger-Gæs, ender med at slaa Individet ihjel."
Mere ustyrligt huserede de andre forstyrrende Tanker i
hans Sind: Regina, Skoledrengene, Forfatterplaner, og hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
