Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
len med de Kristne". Denne Udtalelse synes bagefter at være
forekommen Søren Kierkegaard selv altfor tydelig og personlig,
og han har søgt at tilsløre Anledningen ved at paategne Sedlen,
at den ligesom flere andre af Sedlerne sigter til Forholdet
mellem Kristendom og Filosofi. Det synes imidlertid, som om
denne Tilsløring er foretaget paa et tidligt Tidspunkt, hvor han
selv endnu ikke var kommen til Ro, men saa halvt ironisk
paa sig selv og sin Stilling. Optegnelsen lyder saaledes:
„lste Position, pathologisk Muskelspild og physiognomiske
Stillinger i Kostyme.
NB. Indtægten (saa vel hvad jeg selv som Læseren tager til
Indtægt) tilfalder det følgende Afsnit.
a) „Jeg vil heller være i Helvede med min Familje end i
Himlen med de Kristne", b) „Udenfor Kristendommen ingen
Salighed". c) „Hedningernes Dyder ere glimrende Laster"".
Man synes i Optegnelsen at kunne spore noget af den isnende
Ve ved, at under den pludselige Naturrevolution og den derved
indtraadte Kulde — det er Kristendommen selv, som forfryser
hans kærlige Troskab mod Faderen til en Last.
Ud over dette tankemæssige Misforhold og dets bitre
Udreden vilde han ad blot Erkendelsens Vej næppe kunne være
naaet. Men da gjorde han et Spring i inderlig Overensstemmelse
med det bedste i sin Natur. Greben af Kærlighed og Medfølelse
sprang han til, drev han med eet alle Fædrenearvens
Taage-masser med dens Tungsind og Arveskyld til Side og fyldt af
Moderens Lyssind og Ømhed viede han sig til opofrende Pleje
og Handling. Det er dette Gennembrud, denne pludselige
Om-skabning af den hidtil lidt kølige Selvkærlighed i Forholdet til
Faderen, denne pludselige ildfulde lien ham til Hjælp og
næsten moderlige Omhu over for den ulykkelige, der gør dette
Afsnit af Søren Kierkegaards Liv til et af dets smukkeste.
Vi kender denne Søren Kierkegaards medfødte Tilbøjelighed
til pludselig at vove et afgørende Spring, en dumdristig
Afgørelse. Det var en og samme indre Drift og Selvets Gnist, der
gav ham Mod til som Barn at vove sig ene ud i Kamp mod en
Lærer eller en Bande større Drenge, og som Voksen at blive
Undtagelsen, den Enkelte, tro paa Kristendommen, just fordi
den var i Strid med Fornuften, (credo quia absurdum) og til
sluttelig at give sig ene i Lag mod den samlede Kirke. Men alt
dette var Angrebsmod, hvor den indre Ild ligesom hidsedes i
Lue ved Fremstormens Lufttræk. Her derimod var det
For-svarsmod, han udviste, Evnen til midt i Kugleregnen fra
Arvesynds og evig Fordømmelses Batterier at vove sig frem og ikke
— som i de første Optegnelser — blot at springe op paa
Grøfteis*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
