Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
Livsplaner. Den maatte være langt større dengang end nu, da
Døden havde lagt sin lægende Haand over Saaret og lyst Fred
over det Skete. Og dengang, efter „Jordrystelsen", maatte atter
Fristelsen til at udtale sig for Vennen have været størst, ikke
straks, midt i Kugleregnen, men hvis han nogen Tid efter havde
faaet de stærke personlige Indtryk lidt paa Afstand og, f. Eks.
ved nogle Dages Bortrejse fra Hjemmet, Lejlighed til i mere
Ro at overse alt, hvad han selv havde tabt. Paa et saadant
Tidspunkt bukkede han virkelig under for Fristelsen og betroede
sig til Vennen. Men hvad han meddelte denne, og hvad der
hændte Meddelelsen, viser bedst, hvor langt Fortroligheden gik,
og hvordan den overklippedes. En Tanke om en Gentagelse
nu, tilmed under mindre æggende Forhold, maatte da hurtigt
svinde ind til et dødfødt Forsæt.
Hvad vi veed om hint tidligere Tilløb til Fortrolighed over for *
Boesen i denne Sag, er følgende:
Nogle faa Uger forud for Dødsfaldet havde Søren
Kierkegaard, saa vidt man kan se, været et Par Dage borte fra Byen,
muligt i Lyngby hos Agerskovs — „jeg har taget Hoffmanns
Werke med mig herud" — og skrev herfra den 17. Juli et
meget langt Brev til Emil Boesen. Det er den mærkeligste
Blanding af Aabenhed og forsigtig Skjulthed bag en voldsom Strøm
af blot digteriske Vendinger. Først og fremmest gør det
Indtryk af at være et halvt fortvivlet Skrig, der uvilkaarligt er
undsluppet Søren Kierkegaard ved et Øjeblik at være borte
hjemmefra og herved faa alt det nys oplevede paa Afstand. Man er
kun i Stand til deri ret at skelne, at de to i mange Aar og indtil
for nylig har udtalt sig indbyrdes om deres religiøse
Synsmaader, og at denne Verslinie af Oehlenschlægers Skt. Hans
Aftenspil „En Kirke i det fjærne staar" har været et Stikord imellem
dem. For nylig er der foregaaet en Naturrevolution i Søren
Kierkegaards Verden, der har forkvaklet hele hans Liv og stillet
ham over for enten med Hoffmann at ønske hele Verden sad paa
Bloksbjerg — „skøndt hvor F.....saa det arkimediske Punkt
ligger, paa Bloksbjerg ligger det ikke" — eller at komme Kirken,
der staar i det Fjærne, lidt nærmere, „men mere end Tilhører
kan jeg dog for det første ikke blive; min Tale egner sig ikke
dertil, den er uomskaaren, uevangelisk, natlig-hæs som et
Maageskrig, eller hendøende som Velsignelsen paa den Stummes
Læber. Tal derfor Du! Din for evig S. K."
Man faaer et bestemt Indtryk af et paa eengang
overordentlig hjerteligt Forhold og dog noget meget Tilbageholdende. Ikke
med eet Ord er i dette Brev røbet det egentlig afgørende, der var
hændet Søren Kierkegaard; kun svagt er antydet, at han nu vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
