Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
iklædt lidt for voldsomme Udtryk, der ikke ret svarer til Emnets
Ubetydelighed. Og dog forstaar man ved nærmere Eftertanke,
at baade Ærlighed og Beskedenhed kunde afholde Søren
Kierkegaard fra som Helt i Livsanskuelse at slaa sig selv til Ridder
paa H. C. Andersen.
Men ud over disse første naturlige Indtryk bliver man i vor
Tid og med Kendskab til Forfatterens daværende Tilstand
opmærksom paa en egen Biklang i Ordene, der kunde forraade
en anden Mening i disse, end den tilsyneladende tilsigtede,
hvormed Samtiden, og Eftertiden med den, lod sig nøje. Ordene
er tvetydige og syntes at have en dobbelt Bund. Datiden og
Eftertiden opfattede dem som et haardt, lidt kantet Udtryk for:
„Af en Nulevendes, altsaa en Samtidigs Papirer." Men der
staar jo af en endnu levendes Papirer," et Udtryk, der ligesaa
let tillader Forstaaelsen: En, der — mærkeligt nok — endnu
ikke er død, men lever fremdeles.
Hvis denne Biforstaaelse af Ordene — urimelig for alle
andre, men fuld af Indhold for den eneste, som „vidste, hvad de
saaledes læste betød", — var Grunden til, at Søren Kierkegaard
overhovedet havde valgt det skruede Udtryk, der udgjorde
Riffelgangen i hans egen Nøgle til Laasen, saa aabnes herved et
Indblik i, hvad der inderst bevægede ham til Udgivelsen af
Bogen. Nøglen og Indholdet førte i saa Fald ind til hans dybeste
Hemmelighed, Faderens Tilstaaelse, og Frygten for, at Gud til
Straf for Faderens Brøde vilde „udstryge hele Familjen med sin
vældige Haand, udslette den som et mislykket Forsøg, lade den
Straf ramme os, som Jøderne altid ønskede over deres Fjender:
at vort Minde skulde aldeles være udslettet, at man skulde ikke
finde os."
Hvis dette var Tanken, der bævede bag Ordene „en endnu
levende", saa forstaar man, hvorfor det havde saadan Hast med
Bogens Udgivelse, førend det var for silde. Ja man forstaar
mere end dette, man forstaar, hvad selve Bogen skulde være:
En modig Sjæls Stenkast mod Forfølgeren, et kækt fribaarent
Forsøg paa at rejse et Minde, der skulde staa, trods dem der
ganske vilde udslette os, at man skulde ikke finde os. Her skal
det staa og vidne om, her faldt den sidste af Slægten.
Og man forstaar tillige, ud fra hvilken Tankegang Søren
Kierkegaard turde tillade sig dette. Det var jo ikke noget ondt,
han her havde for. Det var jo Gud til Ære, hvad han havde
skrevet. Bogen viste, hvor højt han satte det Religiøse, over
baade det Moralske og det Æstetiske, og hvor bestemt han
hævdede, at enhver, der vil være Aandens Tolk, først og fremmest
selv maa have en Livsanskuelse. — Blød om Hjertet sendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
