Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
han Bogen til sin Ven Boesen, og skrev indeni nogle Ord, der
fredede om deres fælles Minder og den rette Forstaaelse af
Bogens Tankegang:
„Til min trofaste Ven E. Boesen".
„Duet: Dog Tiden kommer, Tiden gaaer,
En Kirke i det fjærne staar."
Bogen var bleven til i den vemodigt lykkelige Tid, da han
lige efter Poul Møllers Død levede i Minderne om denne. Var
han alene i den Edens Have? „Det er ikke godt at Mennesket er
alene." Poul Møllers Digt var saa smukt:
Hun med hine brune Krøllers Vrimmel,
Hun, hvis Tanker ere tavse Digte.
• •••••
Hende har jeg overmodig kaaret
Til mit Hjertes hemmelige Dronning.
Men havde han Ret til at befolke sin Fremtid med dette Billed ?
Var det ikke et Stenkast mod Forfølgeren, endnu mere dristigt
end Bogens Udgivelse! Den kunde dog endnu undskyldes med
at være for Guds Skyld. Men Tanken om hende var kun for
hans egen. Vilde, kunde han nænne at drage hende ind med
under Faderens Forbandelse, vie ogsaa hende til Undergang.
Forfærdeligt, om ogsaa hans Livs Digt skulde ende som Poul
Møllers med: Arme! Vid, hun er din Faders Datter.
Nej, han vilde opgive Tanken om hende. Men derfor kunde
det være lige fristende, ja tilstedeligt og rigtigt, nu inden han
snart skulde dø eller dog fængsles for lange Tider, at opfange
et sidste Indtryk af hende, se hende i Belysning af den Bog,
hvori han havde værnet om sit og Slægtens Minde. Just saadant
et vemodigt Skær passede som Afskedsbelysning, det hele
omfattet af Mulighedens gyldensnoede luftige Ramme. Thi ikke
sandt, det var jo dog kun muligt, men i og for sig usandsynligt,
at han just igen skulde træffe hende hos Rørdams paa
Frederiksberg, det eneste Sted, hvor han kunde vente at møde hende
og veksle Ord med hende. Frederiksberg Have var nu i
September Maaned saa smuk, og han skyldte dem vel egentlig en
Visit og kunde ogsaa have Lyst til at høre, hvad Bolette og Peter
mente om Bogen.
’Han gik derud, men synes at være bleven skuffet i sit Haab.
Moderen og Datteren Bolette var der vel, med hvem han i sin
Tid havde talt for at vænnes af med sin Lyst til „Vittighed".
Dette kunde være meget godt, men var maaske mindre
fornødent i Øjeblikket. „Fremtiden", som han havde ønsket at tage
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
