Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245
Hvor svært dette faldt ham, kunde han hverken skjule for
sig selv eller sin Journal. At høre Sibberns Forelæsninger i
Vinteren 1838—39 over „Kristendomsfilosofi", kunde endnu svagt
minde om hans eget tidligere frie Studium. Men alt det
uund-gaaelige trælsomme Eksamensarbejde pinte ham og var hans
Natur imod, nu endnu mere end tidligere. Han kunde vel spore
sig selv i spottende Opmuntringer som denne: „Jeg læser
Hebraisk med Een om Eftermiddagen, vil tage Een til om
Formiddagen og Een til at spadsere med og saaledes forarbejde en
hebraisk Viden i lukkede Maskiner ligesom Deichmann’s
Chokolade", (sigter til anbefalende Avertissementer om denne
Chokolade i „Adresseavisen" 1838 og 39). Men man mærker
Smerten i Stikket, naar han siger til sig selv, at hvad der nu hændes
ham, er jo kun det samme, som han saa ofte har lidt under, at
han er delt i to Jeger. Hans egentlige og virksomme Jeg søger
at glemme al Tvivl, Bekymring og Uro for at naa til en
Livsanskuelse og komme til at handle. Men hans reflekterende Jeg
søger netop at indprente sig og opbevare alle Hindringerne som
dels nødvendige, dels interessante Gennemgangsled, alt af Frygt
for at han skulde have tilløjet sig et Resultat.
For Tiden har hans reflekterende Jeg Overtaget og mærker
sig som særlig interessant, at han nu har faaet sit Liv indstillet
saaledes, at det synes ham, at han er anvist in perpetuum [for
bestandig] at læse til Eksamen, og at hans Liv, hvor langt det
end ellers skulde blive, ikke skal komme længere end dertil,
hvor han engang selv vilkaarlig afbrød. Man seer undertiden
sindssvage Mennesker, der glemmer hele deres mellemliggende
Liv og blot erindrer deres Barndom, eller glemmer alt med
Undtagelse af et eneste Moment af deres Liv. Paa lignende Maade
gaar det ham. Ved Tanken om at være Stud. theol, erindres
han blot om hin lykkelige Mulighedernes Periode, der gik forud,
og om en Standsning deri. Han er omtrent tilmode som et Barn,
man har givet Brændevin og derved forhindret i at vokse, maa
være det. Hans reflekterende Jeg fastholder saa gærne dette,
fordi det synes interessant.
Der fornemmes en Kraft i denne Selvironi, som maatte den
ruske Burets Gitter i Stykker. Men det skete ikke. Han blev
derinde. Han havde lovet sin Fader det. Han var Sonoffer for
denne, hans Frelser. Hvo vidste desuden, om hans eget Liv
skulde vare længere, end netop til dette var fuldbragt. Men
saadant Offer havde kun Værd, for saa vidt det var
personligt. Dette var hans eneste Part deri, hans menneskelige
Stolthed og Ære deraf, som Gud naadigt tillod og nok tillige skulde
sørge for ikke blev for overmodig. Derfor: Al venlig Deltagelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
