Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
tidsbilled og en dertil knyttet Beslutning. Det var jo Gud selv,
der havde sagt til det første Menneske: „Det er ikke godt,
at Mennesket er alene; jeg vil gøre ham en Medhjælp til at være
hos ham". Og den unge Mand paa Dampskibet anede sikkert,
hvem der skulde vorde hans Medhjælp. Ja, denne hans Hjertes
„Regina" var intet Fejlsyn. Det var tværtimod Poul Møllers
Digt, det var Faderens Tungsind, der havde set fejl. I Gud
Faders Vilje og i hans eget Livsdigt lød den sande Slutning
beseglende saaledes: Ingen Magt kan skille eder ad, hverken
en jordisk Faders Synd eller Tungsind. Hun er fra Evighed
af bestemt til at følge med dig. Glade, vid! hun er Gud Faders
Datter!
Og det friske Haab og det lyse Forsæt fulgte ham i Land,
var med paa Vognen gennem Sjællands smilende Egne, hvor
Høsten var i fuld Gang, Leen muntert hvæssedes og klang
med som Arbejdets Vers til Posthornets Omkvæd. Og hverken
Haab eller Forsæt svigtede heller i København. De fulgte
med langs Kanalen hen til Huset i Børsgade, hvor Vandet
udenfor udvidede sig til en hel Sø med vævre, blinkende
Smaa-bølger, der syntes at le. Ja, han maatte selv le med ved
Tanken om, hvor snildt han dog egentlig havde baaret sig ad sidste
Gang her. Det var lige før Jyllandsrejsen, da han havde dristet
sig til — lidt hovedkuls, om man saa vil — at aflægge Familjen
en Visit og herved faaet Lejlighed til ikke blot at forestille sig
selv og en passant lade vide, at nu var han Kandidat, men
endogsaa til at laane Familjen en Bog, der kunde tjene som
Fangsnor til at fastholde og fortsætte Bekendtskabet, hvis han
fremdeles ønskede det.
Om han ønskede det? Jyllandsrejsen havde modnet hans
Haab til Forsæt, hans Ønske udgjorde Linen mellem begge.
Derfor kom han nu igen den 9. August lige efter Rejsen. Og
han vedblev at komme igen for at løbe Linen ud.
Han var i denne Tid tilsyneladende bleven en hel anden end
forhen, en Virkelighedens, en Handlingens Mand, eet med sit
Maal. Var der hændet ham det, som han altid havde værget
sig imod? Var det Lysets fortærende Flamme, der nu drog
ham ustandseligt til sig? Eller var han fremdeles — som han
Aaret forud havde sagt om sig selv — „ene som Grønlænderen
i sin Kajak, ene paa det store Verdenshav, snart over, snart
under Vandet, altid i Guds Haand, og harpunerer et
Sø-Monstrum, naar det mig saa synes"?
Han gjorde sig næppe i Øjeblikket klart Rede herfor. Han var
forelsket og derfor paa engang fangen og Fangstmand, han
flagrede vel med Vingerne og sad fast i sin Kajak, men Vin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
