Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
med at undervise sine egne tidligere Elever, der nu udgjorde
øverste Klasse, i Latin og latinsk Stil. I denne Anledning udbad
han sig nu en Anbefaling fra Professor Nielsen for sin
Virksomhed som Lærer, hvad der kunde faa Betydning for ham,
hvis han vilde gaa videre ad denne Vej. Som Svar herpaa
modtog han i November 1840 en meget smuk Anbefaling fra Mikael
Nielsen, der erklærede, at han havde et ikke almindeligt
Herredømme over det latinske Sprogs baade mundtlige og skriftlige
Behandling, og da han sidst underviste øverste Klasse „gjorde
han det lige saa godt, som jeg selv".
Hvor opmuntrende end en saadan Anbefaling kunde være for
Søren Kierkegaard, saa var den Fremtidsbane, hvortil den
aabnede ham Udsigt, næppe tiltalende for den tidligere
uafhængige Videnskabsmand? At skulle tjene sit Brød ved
Undervisning forekom ham vistnok endnu ligesaa trangt, som da han
sidst, saa saare han ved Faderens Død var bleven istand hertil,
havde ophørt hermed.
Nu var Skolegarnet gjort istand til at udkastes til Dræt. Men
det blev ikke derved. Ogsaa det kirkelige Garn burde gøres
rede. Han var jo teologisk Kandidat. Kunde altsaa blive Præst.
Han manglede blot endnu den „praktiske Del" af Eksamen,
at gennemgaa „Pastoral-Seminariet", og lære at prædike.
Selvfølgelig burde han snarest gøre dette. Thi Skolevejen var vel
smuk, men Kirkevejen endnu mere skøn og anseelig.
Det var vistnok dette Krav til ham, som hans
Fremtidsudsigter, hans Nutid, hans Omgivelser, hans Kærlighed til
hende bragte ham ganske nær paa Livet Søndagen den 15.
November 1840, da han nedskrev Ordene om Forskellen mellem
det stolte Mod, der tør driste sig til at frygte Alt, og det ydmyge
Mod, der tør haabe Alt. Hvorfor var det stolte Mod, der turde
frygte Alt, Himmerig, og det ydmyge, der turde haabe Alt,
Helvede? Spørgsmaalet om at gaa paa Pastoral-Seminariet og
forberede sig til at blive Præst var rykket ganske nær. Om et
Par Dage var Fristen til at indmelde sig som Deltager udløbet.
Og nu sad han der i Kirken som sædvanlig hver Søndag, vidste
hende i Nærheden, havde vel alt opfanget hendes kærlige Nik,
maaske var dét Biskop Mynster selv, der prædikede den
Søndag, klart, myndigt, forjættende og kærligt dragende som
sædvanligt. Alt sammensvor sig imod ham: Kærlighed, Kirke,
Gud, og syntes at ville gjenne ham, den genstridige, ind ad den
Vej, han saa med Frygt paa, og sig selv som uværdig til at
betræde. Man forstaar, at hans Frygt blev ham et Paradis imod
det ydmyge Haab, der beduggede Reginas Blik, brændte i
hendes Bøn. Man forstaar, at det Offer, som det ydmyge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
