Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285
til ham fra Gud, en Irettesættelse, fordi han havde afveget fra
Guds Vilje. Han havde ladet sig friste af Nydelsens og
Velværets Lykketoner til — istedetfor selv at gøre sin Pligt i
anspændt Handlen under Guds Kommando — at ville sætte sig
mageligt til Rette og skaffe sig et Levebrød af at forklare andre
— at de skulde gøre deres Pligt. Selve Emnet for hans
Magister-Afhandling „Om Ironi, med stadig Hensyn til Sokrates",
lo ham da ogsaa lige op i Øjnene. Thi for „en Magister i Ironi",
som han jo haabede ved den at blive, var det ikke af Vejen at
have saa megen Selvironi, at han forstod, hvad selve Titelen
sagde med sit: „med stadigt Hensyn til Sokrates". At blive
Professor i Moralfilosofi uden Kendskab til Sokrates var vel saa
sin Sag. Men at blive det i Kraft af en Afhandling om Ironi,
„med stadigt Hensyn til Sokrates", — hvis Ironi jo netop havde
bestaaet i at vide sig uvidende, hvis Professorat bestod i gratis
at overbevise andre om, at de var ligesaa uvidende, og hvis
Løn bestod i at dømmes til Døde og at maatte tømme
Giftbægeret — det var dog en Ironi, der drev Uvidenheden for vidt og
gjorde Indehaveren selv til dens Genstand. — Nej, min Ven,
vær Du tilfreds med, at Ironien, Verdensironien, er efter Dig!
Og lad Din Stilling som Professor i Moralfilosofi ved
Københavns Universitet vedblive at være „med stadig Hensyn til
Sokrates".
Den vordende Ironiens Magister fik sig saaledes forinden
den offentlige Disputats en ganske privat Disputats alene med
sit Emne. Ironien drak et Bæger Skarntydesaft med ham til
Tak og Løn for hans Villighed. Og samtidigt „skarntydede"
den alle hans tidligere nærede Drømme og Forhaabninger om
at blive Professor og Poul Møllers Efterfølger. Uformærkt gik
herunder det allermeste tabt af, hvad de to i sin Tid til gensidig
Styrkelse havde drøftet sammen og kaldt „kristelig Humor".
Den brave Præst paa Landet, mild, moden og ydmygglad, sin
Menigheds Ven og trofaste Støtte, og i sin kristelige Humor
fortroligt forstaaende Guds langmodige Kærlighed, blev helt
borte med det samme. Og dog havde de begge to — baade Poul
Møller og Søren Kierkegaard — med Naturglædens og
Landluftens friske Indtryk haft saa let ved at forstaa den
guddommelige Langmodighed.
Og nu var alt dette borte. Poul Møller kunde vel nu undvære
det. Men hos Søren Kierkegaard efterlod det en tom Plads,
en kold Gysen, som naar ovre paa Heden en skøn, vinkende
Luftspejling af fjærne frodige Egne med eet afløstes af drivende
Havguse. Han vidste vel selv eller anede, at den kristelige
Humor og Poul Møllers og hans kærnesunde Præst og Sjæle-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
