Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
gen! Og ud, afsted til Farer og Møje, til Kamp under
brændende Sol eller paa Ruslands endeløse Snemarker, til Død eller
Sejr. Det er Aandens Vilkaar, det er Aandens Liv. — Men
hvoraf veed du, at Kejseren og Gud er een og samme? Ellers
hedder det jo dog: „Giv Kejseren, hvad Kejserens er; men
Gud, hvad Guds er! — Kejseren og Gud er her een og samme.
Det er kendeligt paa, at de taler i samme Aand og siger det
samme: „Slip alt og følg mig." Er det ikke det smertelige
Opbrud, Sporestikket i Kejserens Hest og hans uimodstaaelige
Vink med Haanden: „Fremad"! der kommer igen i Guds
Budskab til mig: Opgiv at blive Præst! opgiv at ægte hende!
og følg mig! Og er det ikke een og samme Kærlighedens og
Selvhengivelsens Aand, der — om end i forskelligt Billedsprog
— søger Aandens højeste Hæder i med Tilløb at følge sin
Fører, hvad enten Vejen blot gaar til Rusland, eller Vejen gaar
videre efter den førende Sandhed, der udgør Livet. Den søgende
Aands højeste Kærlighed er ikke den mellem Mand og Kvinde,
men den der — om end iklædt menneskelig Begrænsning —
dog selv bestræber sig for at udtrykke, hvad den søger: Vejen,
Sandheden og Livet.
Som det vil ses, var Indholdet af dette Svar et
tilbagevendende Udslag af hans gamle Tungsinds Tankegang, men denne
Gang tillige tilsat med noget Nyt, en egen smertelig
Lysbuds-Kraft, der drev den fremad og bandt den Ild under Vingerne.
Dette Nye var en Selvanen, en vaagnende Selvforstaaelse,
fremkaldt ved hans Samliv med hende, men samtidigt krævende
dette Samlivs Ophør. Det var Kaldet i ham fra oven, der i et
blændende Nu oplvste i ham, hvad han var og burde være,
tegnede ham hans Bane.
Som det gerne gaar i slige Tilfælde, viste denne hans
aandelige Opvaagnen ham i et kort Glimt klarere og mere
sammentrængt ham selv, hans Liv og hans Bestemmelse, end han
senere under den stvkkevise Udførelse var i Stand til selv altid
at se og gengive det. Indvielsen lød som et myndigt bydende
Buestrøg eller dog en Ouverture, der fuldt saa klangfast anslog og
antydede, hvad der laa i de i Stykket senere forekommende
Melodier. For saa vidt kunde, hvad der her foregik i ham, minde
om, hvad der var hændet Mynster og J. L. Heiberg, da deres
Maal og Opgave med eet forklaret viste sig for dem. Men disses
Aabenbaringer foregik paa et bestemt Klokkeslet, havde
Henrykkelsens hele Præg, ligesom da Søren Kierkegaard Klokken
IOV2 Formiddag den 19. Maj 1838 følte sig fyldt af en
„ubeskrivelig Glæde", og i alle tre Tilfælde var Kilden til denne
Henrykkelse en meddelt positiv Forvisning. Men vi veed intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
