Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
i ham selv, at hans højeste Væsen var Aand, men for en Aand
var Ægteskabets legemlige Side et nedværdigende Tilbageskridt.
Forgæves søgte han endnu et svagt Forsvar i, at ogsaa hun var
jo Aand, men i harmonisk Enhed af Legeme, Sjæl og Aand.
Svaret lød: Ogsaa som Aand er du Undtagelse.
Hermed brast ikke blot den ydre Udsigts-Verden, som hans
Kærlighed til hende havde bygget i Form af Fremtidsdrømme
om lykkeligt Samliv som Mand og Hustru. Men tillige
forvirredes det Tankebilled, som hans indre Skaberkraft havde dannet
af, hvad han ved hende havde lært at forstaa. Livet havde vist
sig for ham som et Enten-Eller, et Valg imellem blot
sanselig Nydelse og det pligtbestemte Hensyn, mellem det Æstetiske
og det Etiske, mellem egoistisk fri Kærlighed og Ægteskab. Nu
gik der ligesom Gær i denne Visdoms Honning. Den syntes
forældet. Og selv vippedes han som „en Undtagelse" over hele
dette Enten-Eller. Ja, det stod dunkelt for ham, som om det
maatte være hans Lod som Undtagelse saaledes at blive
vippet videre over alle de Enten-Ellere, han kunde opstille, ogsaa
paa hvert af Aandens Omraader. Han maatte føie sig selv
som et forbandet Negativ, med Sans for og Kærlighed til hele
det menige Livs sommerfrodige Fylde fra Markblomst til
Menigmand, og dog en skjult Morder, en farende forgiftende Tvivl,
en Tankens Helvedessten.
Som et inderligt Suk fra hans dybeste Sind lød det: Hvor er
dog den Virkelighed, hvor jeg ikke er Undtagelse? Hvor er den
Aandens Verden, hvor En som jeg hører hjemme? Man kan
endnu spore Dybden og Inderligheden af denne Følelse længe
efter i den forventningsfulde Længsel og bitre Skuffelse, der
greb ham, da han i Berlin hørte Schellings løfterige, men tomme
Forelæsninger over en saadan „Virkelighed".
I sin Vaande havde han dengang selv allerede fundet og
grebet en Snip af Svaret. Ledet af et lykkeligt Instinkt havde han
til Emne for sin Afhandling for Magistergraden valgt Sokrates
og hans Ironi. Idet han fordybede sig i dette Emne, vaktes
ikke blot lyse Minder om Samtaler med hans tabte Ven, Poul
Møller, saa at han i et Brev til Regina kunde lade „min
forevigede P. Møller" optræde som Vitterligheds Vidne og
kalde Stedet for „vort Studerekammer". Men hvad mere var,
begge de „forevigede" — baade Sokrates og Poul Møller —
tændte i hans modtagelige Sind en Selvanen, stærk nok til at
fylde ham med Kraft for hele Livet. Og alle tre i Forening var
de med til at nedlægge i hans Sind den forseglede Ordre, den
Formel, der indeholdt Tydningen paa hans Bane, men først
skulde blive ham selv fuldt forstaaelig ved at gennemleves.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
