Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
Sokrates. I dette Syn paa sig selv fik endog hans Tungsind og
fædrene Mørksyn en ny og hensigtsmæssigere Plads end hidtil.
Det forvandledes uformærkt til den indre Orakelstemme, den
skjulte Dæmon i hans Indre, der advarede ham, hver Gang
han vilde løbe paa Grund og strande paa noget Bestaaende.
Hans Opgave som Aandens Undtagelse bestod i paa een Gang at
forstaa, men at holde sig klar af alle Livets klæbende Forhold.
Han kaldte den Undtagelsens drivende Magt, der gjorde sig
gældende i Sokrates, for „Ironi". Dette Ord havde den Gang en
uartig Biklang som fristede Søren Kierkegaard. Fra gammel
Tid var det blevet anvendt om Sokrates’ Virksomhed. Men
Hegel havde nu erklæret denne Betegnelse for urigtig, den Ironi
betyder noget blot Negativt, men Sokrates var Banebryder
for noget Positivt, Moralen. Omvendt havde nogle Filosofer
i Tyskland bestemt Ironien som den højeste Livsmagt, hvormed
man fjernede den ydre trykkende Virkelighed for derpaa frit
digterisk at danne sig en egen og bedre, hvor alle Baand, ogsaa
Moralens, var bortfaldne.
Søren Kierkegaard gjorde Front mod begge Sider og
huggede sig igennem. Ikke mindst det sidste Parti, hvor
Skuepladsen af hans Afhandling med Eet forlægges til Nutiden, og
Friederich Schlegels „Lucinde" og Tiecks digteriske Standpunkt
behandles, er fortrinligt skrevet, havde hele det Nærværendes
Interesse og aabner et langt Fremblik i Søren Kierkegaards
egen senere Forfatterbane. Det er hans gamle Tanke fra
Gilleleje Opholdet, den forfølgende „Verdens-Ironi", der nu fuldt
udviklet kommer frem. Over for Hegel gør han gældende, at
Sokrates’ Ironi virkelig var det blot Negative. „Nidkærhed i
dens Tjeneste fortærede ham, og tilsidst greb Ironien ham, det
svimler for ham, det taber sin Realitet". — Over for Schlegel
og Tieck gør han gældende, at deres nye Ironis Frihed og
tænkte digteriske Verden har sin sejrrige Arvefjende — naar
Fantasiens Ønskepose er tømt — i Fortvivlelsens Broder, den
dræbte Virkeligheds Genfærd, den bundløse Kedsomhed.
Skøndt Søren Kierkegaard saaledes farer haardt nok frem
mod Ironien, har den dog — eller i hvert Fald Sokrates som
dens Repræsentant — en inderlig Tilsutning i hans Hjerte,
udgør en Del af ham selv. Han søger at gøre lige Skel til begge
Sider ved at udtrykke sig saaledes: „Havde Sokrates’ Viden
været en Viden om Noget, da havde hans Uvidenhed blot været
en Konversationsform. Nu er derimod hans Ironi fuldendt i
sig selv. Forsaavidt er det altsaa paa eengang Alvor med hans
Uvidenhed og dog atter ikke Alvor, og paa denne Spidse maa
man fastholde Sokrates."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
