Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
303
Det var denne Staaen paa Spidsen, denne Stillen Alt paa
Spidsen, denne Skjulthedens Form, Inderlighedens forklædte
Udtryk, denne brændende Kærlighed til det Sande, det var
alt dette, der uimodstaaeligt knyttede ham til Sokrates som et
Forbilled, en Ven, en Fortrolig. Han blev Dus med ham, og
fra nu af blev hele hans Liv igennem Sokrates den, med hvem
han uden for Tjenesten stadigt udvekslede Tanker, ja ofte, naar
han selv, forklædt som Opdager, færdedes paa Kirkens Grund,
helst raadførte sig med og støttede sig til.
Dette ejendommelige Forhold — paa een Gang aabent, ærligt
og baaret af fuld Forstaaelse, og dog samtidigt ligesom
tilsneget, ikke helt passende og egentlig utilladeligt — dækker over
Løndommen i Søren Kierkegaards Liv og Bane. Det
kendetegner Hemmeligheden deri, som først sent — om nogensinde
ganske helt og fuldt ud — blev ham selv klar. Det angiver
Grunden til, hvorfor den ham nu medgivne Ordre var og maatte
være forseglet, først aabnes lidt efter lidt, og Formlen for hans
Bane først frigøres ved hans Død.
Thi hvad var det, der var hændet Søren Kierkegaard ved hans
nu vundne inderlige Bekendskab med Sokrates og
Forstaaelse af dennes Betydning i den menneskelige Aandsudviklings
Historie? Han var bleven tændt af den nye Naturforklarings
Grundtanke, at alt Liv er en Vækst franeden og opefter mod
Lyset, mod Gud. Han havde fattet dette for Sokrates’
Vedkommende, forstaaet ham som en Aands-Undtagelse, hvem
Samtidens Virkelighed, baade den statslige og den religiøse, var
bleven for snæver, som derfor havde sprængt den og ved sin
Død aabnet Eftertiden Døren til en dybere Kilde til Kundskab
om Livet, Selverkendelsens. Søren Kierkegaard havde
beundrende indset dette og derigennem anet en tilsvarende Opgave
for sig selv. Saa vidt havde den nye Tanke fænget i hans
modtagelige Sind. Men saa standsedes den pludselig, idet den her
naaede til en Brandmur.
Thi den ydre Virkelighed, som Sokrates havde sprængt,
hans Samtids Statsbegreb og Gudelære, var kun noget
forholdsvist berettiget, et forbigaaende Led i Udviklingen. Men siden
da var Underet sket. Gud havde sendt sin Søn til Verden og
aabenbaret denne den absolute Sandhed. Thi Guds Søn
Kristus er selv Vejen, Sandheden og Livet. Over for denne
Guds-aands-Magt, der strømmer gennem Verdenslivet, har enhver
Menneskeaand, enten den mener sig nok saa rig eller føier sig
blot som Undtagelse, kun eet at gøre: Ydmygt at bøje sig og
lade sig gennemstrømme, føre med ad Flodlejet, Kirken, til
Naadens Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
