Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
313
sede til Vanvid; han der smittet heraf ansaa sig forbandet til
snart med sin Slægt at udslettes og at skulle til Straf skille sig
ved sin Elskede for ikke at drage Straffen ogsaa over hende —
han fik nu af Styrelsens Livsforsikring just i det afgørende
Øjeblik uventet udbetalt en „Bonus" som Eftergrøde af hans
erlagte Indskud.
Den lød paa Forvisning om Forfatter- og Digterevne. Men
den var mere end dette for ham. Den var en Lægedom, et
sjælelig-aandeligt Sundhedsvæld, en Lyssindsklaring tværs
igennem Tungsindet. Den kom, som den var kaldet. Den blev
fra nu af til hans Død Oasen i hans Livsørken. Og den blev
i det Øjeblik, da den kom, det eneste Tilflugtssted, hvor den
af alle forbandede og i Ørkenen udstødte Syndebuk, skjult
kunde finde Hvile og Næring. Sokrates havde som Undtagelse
dog kunnet give sit Væsen Udtryk i Samtaler med Hvermand.
Men fra den Stund Søren Kierkegaard som Undtagelse mente
at burde paatage sig Slynglens Rolle, var hans Mund som
Udtryk for hans Væsen hermed lukket. Hans Tale kunde nu
kun være Skjul.
Saa blev da de Timer paa Dagen, hvor han lønligt hengav
sig til sin Forfattervirksomhed, den eneste fredsæle Stund,
hvor han ubemærket turde være sig selv. Hans Døgn deltes i
to ulige Parter. Størsteparten, hvori han gennemlevede sit Livs
bitreste Enten-Eller, Valget imellem at blive gennemskuet eller
at blive troet, naar han udgav sig for en kold hjerteløs Person,
en baade i moralsk og i religiøs Henseende bundfordærvet
Vantrivning. Og Striden herom førtes ikke blot mellem ham og
Mennesker, men fuldt saa pinligt, naar han var ene og, plaget
og pidsket af skiftende Stemninger, under Bøn eller Tvivl,
kæmpede med Gud om den fulde Gennemskuen, den rette
Værdsætten af, hvad han havde for. — En Modsætning hertil
dannede den korte Stund af Døgnet, hans Frikvarter i
Fængslets Fangegaard, hvor han følte sig i Oasen og under anspændt
Forfattervirksomhed glemte sin Stilling, digted sig fri og glad,
forudgreb en lykkelig Fremtidsmulighed og Forklaring: At
han virkelig ved dette Arbejde førte sig selv og andre nærmere
til Gud. Intet Under, at han kaldte det kære første Værk, han
her skrev — i Modsætning til og dog i Samklang med det store,
han samtidigt smerteligt maatte gennemleve — for
„Enten-EI-ler". Titlen tiltalte ham ved sin rappe Klang. Der var Smeld i
den. Men den inderste Hemmelighed — baade i det store
Arbejde, han gennemlevede, og det mindre, han skrev — var dog,
at dette Enten-Eller ikke var et absolut. De maatte føre videre.
Bagved dem dæmrede Haabet om et Fremskridts Fodslag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
