Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
Fader og Datter, der maatte være krænkende for begges
Stolthed og vakte ogsaa hans egnes Forbavselse og Harme.
Hvor pinligt alt dette maatte falde Søren Kierkegaard selv,
er klart. Han elskede hende jo fremdeles, og hans egen
udprægede Æresfølelse var ligesaa saarbar som hidtil. Hans eneste
Lindring mod al denne Smerte var til Tider som Forfatter at
kunne glemme sig selv og sin fortvivlede Stilling. Men selv
dette Lindringsmiddel antog under de givne Forhold et eget
Præg. Han begyndte at skrive „Enten-Eller". Men af denne
skrev han anden Del først. Med andre Ord, han syslede med
at beskrive Ægteskabets Lykke, talte gennem „Assessor Vilhelm"
varme Ord om dets forædlende Magt, dets Evne til at skabe
Sindets stille Fred og Ligevægt. Vanskeligt kunde han have
valgt et Emne mere egnet til at bore Dolken dybere i hans eget
ulykkelige oprevne Sind. Det mindede om Ewalds Ord i
„Fiskerne" om den Druknende: „Og i det sidste Øjeblik han
skued hver Stund, hver salig Stund, han kunde levet." —
Sjælden er vistnok en Bog til Ægteskabets Pris bleven til
under mere modstridende Forhold end her.
Selv havde han imidlertid — hvad enten det nu var rent
uvilkaarligt eller endog bevidst til Selvpinsel — valgt dette
Emne. Han giver ingen Oplysning om sin Bevæggrund. Han
vilde, maatte, kunde jo ikke have nogen fortrolig Medvider i,
hvad han havde for, knap en Gang sig selv. Og dog er vi i Stand
til at iagttage hans virkelige Selv under alt dette, tage ligesom
en Bundprøve af hans Jeg under disse Forhold. Dybest
bundede den faste Vilje i ham, der staalsat ved Forvisningen om,
at den svarede til Guds, tilsidst endte med at gennemføre
Beslutningen og sejre ved Sagens Udfald. Men lige tæt op ad
denne isnende Vilje laa hans Sjæls, hans Jegs bedste Dele,
hans Kærlighed og hans Æresfølelse. Begge søgte de at smelte
Viljens Is til ændret menneskelig Beslutning. Det er denne
Kampplads mellem hans eget Jeg og Gud, vi endnu formaar
at iagttage gennem enkelte Udtryk i hans Journal fra denne
Tid, alle dog udaterede. „Det Eneste, der trøster mig, er at
jeg kunde lægge mig til at dø og da i min Dødsstund tilstaa den
Kærlighed, jeg ikke tør, saa længe jeg lever, som gør mig i
samme Grad lykkelig og ulykkelig."
Men hvoraf veed han overhovedet, at det Bedrag, som han
nu gennemfører, stemmer med Guds Vilje? Kan han anføre
andet Bevis, end at han mener, at det er Guds Hensigt med
ham at benytte ham i sin Tjeneste paa anden Vis, som
Forfatter? Men: „Enhver der begrunder sit Liv paa noget
Tilfældigt, etablerer en Røvereksistens, det være paa Skønhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
