Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317
Otte Aar efter Begivenheden har Søren Kierkegaard (den
24. August 1849) nedskrevet nogle Erindringer, som han
kalder: „Mit Forhold til „Hende". Noget digterisk." Heri hedder
det:
„I disse Bedragets to Maaneder iagttog jeg den
Forsigtighedens Omsorg med Mellemrum at sige ligefrem til hende: „Giv
efter, slip mig; Du holder det ikke ud." Dertil svarede hun
lidenskabeligt, at hun hellere vilde holde Alt ud end slippe
mig."
„Jeg foreslog ogsaa at give Sagen den Vending, at det var
hende, der slog op med mig, for at spare hende alle
Krænkelser. Det vilde hun ikke, hun svarede, at naar hun holdt det
Andet ud, holdt hun vel ogsaa det ud; og ikke usokratisk
bemærkede hun, at der var vel Ingen, der vilde lade hende det
mærke i hendes Nærværelse, og hvad de sagde om hende i
hendes Fraværelse, kunde jo være det Samme."
„Det var en frygtelig kvalfuld Tid — at maatte være
saaledes grusom, og saa at elske, som jeg gjorde. Hun stred som
en Løvinde; havde jeg ikke ment at have en guddommelig
Modstand: Hun havde sejret."
„Saa brast det, omtrent to Maaneder efter. Hun blev
fortvivlet. For første Gang i mit Liv skændte jeg. Det var det
eneste, der var at gøre."
„Fra hende gik jeg umiddelbart i Teatret, fordi jeg vilde
træffe Emil Boesen. (Deraf blev lavet den Historie, som
fortaltes i Byen, at jeg skulde have sagt til Familjen, idet jeg tog
mit Uhr op, om de havde mere at sige, at de da vilde skynde
dem, thi jeg skulde i Teatret). Akten var forbi. Idet jeg gaar
ud af andet Parket, kommer Etatsraaden [hendes Fader] fra
første Parket og siger: „Maa ieg tale med Dem!" Vi fulgtes
ad hjem til ham. Han sagde: „Det bliver hendes Død, hun er
ganske fortvivlet." Jeg sagde: „Jeg skal nok bringe hende i
Ro; men Sagen er afgjort." Han sagde: „Jeg er en stolt Mand;
det er haardt; men jeg beder Dem, slaa ikke op med hende."
I Sandhed, han var stor; han rystede mig. Men jeg blev ved
mit. Jeg spiste til Aften med Familjen. Talte med hende, da jeg
gik. Næste Morgen fik jeg et Brev fra ham, at hun ikke havde
sovet om Natten, at jeg maatte komme og se til hende. Jeg
kom og talte hende til Rette. Hun spurgte mig: „Vil Du aldrig
gifte Dig?" Jeg svarede: „Jo, om ti Aar, naar jeg faar raset
ud, saa maa jeg have en ungblods Frøken til at forynges." En
nødvendig Grusomhed. Saa sagde hun: „Tilgiv mig, hvad jeg
har gjort imod Dig!" Jeg svarede: „Det var jo mig, der skulde
bede saa." Hun sagde: „Lov at tænke paa mig." Det gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
