Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
333
Indhold. Helt uden Forbindelse med dette var Sedlen dog heller
ikke, idet Brevet væsentlig udtrykte hans Glæde ved at høre,
at hun nu var naaet til ligesom Familjen at hade ham, og at det
lille Bevis for, at hun nu havde betroet tidligere Ytringer af ham
til sine Søstre, var ham en Borgen for, at disse Ytringer nok,
med Søstrene som Bedstemødre, skulde blive udlagte paa den
for ham værste Maade, altsaa netop som han nu ønskede.
Den løse Seddel lød saaledes:
„At gifte mig har jeg ikke Tid til. Her i Berlin er der
imidlertid en Sangerinde fra Wien, en Demoiselle Schulze, hun
spiller Elvira, og har en frappant Lighed med en vis ung Pige,
saa skuffende, at det ordentlig afficerede mig netop at se hende
i Elvira. Naar mit vilde Sind kommer over mig, saa fristes jeg
næsten til at nærme mig til hende, ikke just med de „reelleste
Hensigter". En Sangerinde er der i Almindelighed ikke stort
tabt i, og hun ligner hende. Det kunde være en lille
Adspredelse, naar jeg er træt af at spekulere eller ked af at tænke
paa Dit og Dat. Hun boer i Nærheden af mig. Naa, det bliver
vel derved. Du kender mine Samtaler saa godt, at Du veed,
hvad sligt har at betyde, naar jeg skriver. Jeg ønsker imidlertid
ikke, at Du skal nævne til noget Menneske, at der er en saadan
Sangerinde i Berlin, eller at hun spiller Elvira, eller etc."
Slutningen var, som det vil sees, dobbeltsidet. Paa een Gang
beroligende, bortforklarende og dog saa æggende i sin
Anmodning om Tavshed. En Hemmelighed inden i en Hemmelighed,
med det hele paa en løs Seddel, der ligefrem fristede til at gøre
godt med i det Skjulte.
Af en Oplysning i Brevet fremgaar det, at Søren Kierkegaard
paa det Tidspunkt havde fuldendt anden Del af „Enten-Eller"
og nu var ifærd med at skrive første Del, i hvilken Anledning
han beder sig tilsendt Scribe’s Lystspil „Den første Kærlighed,"
oversat af Heiberg. „Den staar i Teater-Repertoiret, og faaes
hos Schubothe, men lad Ingen ane, at det er til mig." Den anden
Del af „Enten-Eller" havde han ladet ende med et saakaldt
„Ultimatum", hvori der med eet peges ud over Forholdet mellem det
Æstetiske og det Etiske, — Nydelsen og Pligten, — op imod
Højderne foroven: Det Religiøse. Bogen slutter med en
Prædiken over Emnet: „Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke,
at mod Gud have vi altid Uret." Det laa nogenlunde nær at
føie saaledes for den lykkelige Ægtemand, der nys havde haft
Ordet, og havde stræbt efter „Ligevægten mellem det Æstetiske
og Etiske i Personlighedens Udarbejdelse". Som hæderlig
Un-dersaat under Enevælden maatte det falde ham naturligt med en
ærbødig Bøjning at tilstaa, at saa vel Kongens som Guds Naade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
