Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
egentlig var ufortjente. Men nu „Skurken", „Bedrageren", der
for en Tid havde varmet og solet sig ved at digte denne brave
Ægtemand, men derefter var begyndt paa Fremstillingen af
den frie Kærlighed, der skulde afsluttes med Forførerens
Dagbog" — laa det ogsaa nær for ham at indrømme: „Mod Gud
have vi altid Uret"?
Han var jo vanskelig stillet. Han havde for sit eget
Vedkommende sat sig ud over det Etiske, de blotte Pligtkrav, og iført sig
Forbrydertøjet, alt under Forudsætning af, at han herved
fuldbyrdede Guds Vilje og efterkom en religiøs Pligt, der bestod i
at frigøre hende og ham. Men hvor kunde han saa samtidigt
indrømme, at mod Gud havde han nu som altid Uret? Det var
jo en uløselig Selvmodsigelse. Der syntes følgeret kun to mulige
Udgange herpaa: Enten som Synder mod Gud at angre sin
begaaede Synd, at have anvendt utilladelige Midler for at
opnaa en personlig Fordel. Eller, som han et Aarstid efter i sin
Bog „Gentagelsen" gendigtede sig selv i samme Situation: Med
Job at udbryde i Klager over den guddommelige Uretfærdighed.
Det har særlig Interesse at iagttage Søren Kierkegaard paa
dette Punkt af hans Liv, hvor vi har flere Midler end sædvanlig
— baade i vor selvstændige Maalestok, hans egne Ord og hans
Handling — til at bedømme hans Færd og derigennem faa et
Indtryk af hans ejendommelige Personlighed. Hvorledes tog
han denne Sag? Hvorledes klarede han Spørgsmaalet om sin
Uret mod Gud? Thi at han i nærværende Tilfælde virkelig
havde handlet uret ved Afsendelse af Recepten, maa enhver
indrømme. Man kan søge at undskylde dette Skridt, som man
vil, med at han i Anledning af sin Bog, første Del af
„Enten-Eller", just da havde levet sig ind i en Egoists Tankesæt, at
han fjærnt fra Hjemmet, fjærnt fra hende, under haardere
Hensynsforhold paa fremmed Grund uvilkaarlig ligesom
regnede med Stedets højere Gradetal baade for Lufttryk og for
Mandighed. Man kan henvise til hans Hang fra Barn af til ikke
at lade noget Angreb ubesvaret, anføre, at han var bleven tirret
ved Meddelelsen fra Boesen om, at hun nu hadede ham, hvad
der kunde synes at kræve et skarpt Svar. Man kan kalde det
et forklarligt Udslag af hans usædvanlige Natur, „iskoldt
Ækva-torbælte mellem to hede Stemnings Poler". Alt forgæves.
Thi selv den mest hengivne Forstaaelse af ham maa
indrømme, at dette sidste Skridt over for hende overskred det
Tilbørliges Grænser og var i Strid med det bedste i ham selv.
Dette Ryk for at sprænge Forbindelsen var ikke blot
uridderligt, men raat og grimt. Han kunde muligt have anvendt Af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
