Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Vejen - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
137 VED VEJEN
— Hylden, sagde hun blot.
— Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæp-
perne om hende, og sammenfalden saa’ hun tavs ud i
den sollyse Have.
Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen ; et
Par smaa Roser blomstrede endnu.
Marie vilde plukke dem.
— Nej, sagde Katinka : det er Synd — lad dem sidde.
Hun sad igen. Hendes Læber bevægede sig, ligesom
om hun hviskede.
— Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved
Siden af Bænken.
Katinka for sammen. Saa sagde hun og smilte stille:
— Ja, her vilde han gerne sidde.
De gik igen.
Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun
saa’ tilbage, ind i Haven
:
— Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.
Hun var saa træt. Hun støttede sig tungt til Marie
og inde i Gangen tog hun til Væggene.
— Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Sko-
ven.
Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til
Dørstolpen og saa’ ud mod Skoven og Vejen.
— Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne . .
.
Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende
mer og mer.
Enkefru Abel bragte Vingelée.
— Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og
saa’ paa Katinka med taareblændede Øjne.
— Og saa alene ligger De, sagde hun.
Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst.
— Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den
Ældste ... en Diakonisse ...
Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa
Taaspidserne i hvidt Forklæde. Katinka laa hen, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
