Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Vejen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 162
Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge
efter sin JYIamma, naar noget gik hende imod.
Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de
to Lommetørklæder.
— Han skal ha’e det Stykke af Hjemmet med . .
.
Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og
saa’ paa det med svømmende Øjne.
Familjen Abel var paa Stationen for at tage imod
Bai. Stuerne var Paaske-rene og skinnende. Med hvide
Gardiner og Rengøringsluft.
Bai sad tilbords i Sofaen
:
— Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.
— Hjemme i Reden.
Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad
paa hele Rejsen.
Enkefru Abel havde vaade Øjne af at sidde og se
kærligt paa „vor Hjemkomne“.
Han fortalte om Rejsen.
— Theatrene, sagde Enkefruen.
— Sæsonen —
— Gravsten havde han købt ... Fanden til Pris ...
— Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen
:
den sidste Kærlighedsgerning.
— Ja, det var det — han havde sagt til Kiær . .
.
den sidste Kærlighedsgerning, sagde Bai.
Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaover-
raskelser. Ikke se, sagde hun, hun holdt ham for Øj-
nene, mens Enkefruen tog Laaget af det sidste Ra-
goutfad.
— Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte
:
Min ældste.
— Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde
begge Hænder paa Bordet og saa’ glad frem for sig,
mens han holdt Hvil.
Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
