Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 184
Du, Moder,
der selv led,
rank som en Blomst,
der brat knækkes,
Du, Moder,
der selv elsked,
bliv nu hos mig
under mit Hjertes Vé.
Langt skal Mennesket gaa
og saa haardt maa det træde —
Barndomsminder,
kom med Eders Glæde.
Lind
— for en Stund blot —
al mit Hjertes Vé.
Barndomsminder,
hvad jeg saa skal bede:
at 1 kunde linde mit Hjertes Vé.
Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften.
For det var de Fattiges Dag.
Fra om Morgenen — og det var vist den eneste
Aarets Dag, hun stod saa tidlig op — havde Moderen
lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i Kræmmerhuse
og Kandissukker ved Siden af.
En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede.
Ret skulde det være, og ligemeget i hver Pose.
Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til.
— Herre Gud, sagde hun : som om det var Jul mer
end én Gang om Aaret.
Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og
ikke Kaffebønner i Huset.
— For vi ta’er af vores egne, sagde Moderen, naar
det kneb.
Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjok-
kende. Det var ligesom de saa underlig sneg sig opad
Huset, naar de kom. Og de satte Træskoene i en Rad
i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
