Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185 DET HVIDE HUS
mælte ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjat-
tende Haand med et:
— Tak.
Men Moderen havde travlt og spurgte ud : d e n
trængte til d e t og den til det.
Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekam-
meret, naar Husmandskonerne var vel ude,
— Lille Tine, sagde Moderen : vi faar vel altid noget
igen.
Hun sank sammen i en Lænestol, . lod alle Vinduer
smække op og lod stænke med Eau de Cologne,
— For, kære Børn, sagde hun : De Renligste stinker
af grøn Sæbe.
Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase,
Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det
var besværligt, og Moderen var længe om det. For hver
skulde have ligemeget. Hele Dagen gik Moderen og
maalte og vejede med Øjnene, og var der for lidt paa
et Bord, stjal hun lidt fra et andet.
Træet blev tændt. Tine stod paa en Stige, mens hun
tændte det.
Det var kun Sølv og Sølv og lutter hvide Lys.
Moderen gik rundt om Træet.
— Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede paa
et utændt Lys.
Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem
paa Grenene saa altfor tæt.
— Men vi stikker Ild paa Træet, sagde Tine fra
Stigen.
— Nej, nej, der er ét endnu.
Et Aar h a v d e de stukket Ild paa Juletræet
:
Det blussede op et Nu, mens alt Sølvet flammede
og forkulledes, og Moderen saå til med Skæret over sit
Ansigt.
— Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
