Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 102
Tit var det Christian Winther. Oftest „Hjortens Flugt“.
Versene smøg sig saa ømt om hendes Stemme.
— Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde
Stuepigen. Hun hørte til henne i Krogen ved Bog-
skabet.
Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene
skulde i Seng.
Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med
Barnepigen.
Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved.
I klare Nætter gik hun der længe. Hun holdt saa
meget af Stjernerne. Lange Tider kunde hun staa og
tælle, hvormange hun kunde se paa en Plet.
Tine stod hos.
Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.
Men Moderen havde givet dem Navn efter sine
Venner.
— Det var hendes Moders Stjerne . .
.
— Saa De den?
— Og det var Alice’s — ser De den? For den er saa
bedrøvet.
Der var saa mange bedrøvede Stjerner og dem el-
skede hun højest.
— Stella, raabte Faderen fra Gavlen
:
— Stella, Du forkøler dig.
— Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev
staaende et Øjeblik og holdt endnu sit hvide Ansigt
opad:
— Det er Fritz’ Stjerne, sagde hun, ganske sagte.
Og hun gik stille ind.
Men at stirre paa Stjernerne var hende næsten en
Lidenskab.
— Saa er jeg, sagde hun, sammen med alle mine
Venner.
Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden,
men længere aldrig. For hun var bange for Spøgelser.
Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
