Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197 DET HVIDE HUS
O Dag, saa blid,
da al min Strid
skal faa en salig Ende:
Til Glæden sød,
i Jesu Skød,
jeg gaar fra min Elende.
Forældrene rørte sig ikke. Moderen ene sang.
Drengen stod og saå paa hende. Hun var ganske iivid
i Ansigtet.
Den ene Stemme lød saa sært, dér over en fremmed
Død.
Eja, min Sjæl, vær frisk og bold.
Glæd Dig i Christ, din Herre!
Thi Døden, som var Syndens Sold,
Dig nu skal Frelse være.
Straf var den før,
nu er den Dør
til Himlens lyse Rige.
Nu er din Død
en Søvn saa sød,
al Sorg med den maa vige.
Der var stille et Øjeblik.
Saa lagde Konen Klædet over Ansigtet.
Drengen hørte ikke Moderen sige saa meget som
Farvel.
Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han
lukkede Porten op og lukkede den i.
Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen
talte ikke.
— Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet.
— Kom nu, sagde Moderen.
Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved
Aftensbordet blev der næsten ikke talt.
— Fritz, sagde Moderen pludselig:
— Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl.
— Stella.
— Nej.
Moderen tav lidt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
