Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
205 DET HVIDE HUS
Moderen lukkede undertiden Døren op
:
— Naa, Børn, hvad Nyt?
Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte
kun Lars Forkarl Ordet, mens Husmændene sad og
skævede til deres Krus.
Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde
huske. Alle Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige
Aar. Moderen klagede bestandig til Faderen over deres
Opførsel. Faderen sagde :
“
— Men saa lad dem gaa.
Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet:
— Men de vil jo ikke, sagde hun.
Og de blev.
Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit
Hoved ind i Haandklæder, saa hun lignede en Haardt-
saaret, og gik ud og ind ad Døren, mens hun jamrede.
Midlet mod hendes Onde var en ustanselig Kaffestrøm
og hun foretog sig intetsomhelst.
— Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Mo-
deren.
Kostene var forladte.
Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bog-
skabet og jamrede
:
— Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa,
sagde hun.
— Det var jo godt, svarede Moderen.
— Vil Fruen ikke ha’e en Kop med? jamrede Hanne.
— Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.
Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var
en meget lang og apatisk Person, der brugte bestandig
at være fornærmet som Paaskud til intet at udrette.
Moderen saa sig rasende paa hende og spurgte hende
hver Ugedag, om hun ikke vilde tage til Sønderborg
med Vognen.
— Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa
længe.
Hun slog Hænderne sammen i sit Skød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
