Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 206
— Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun
kan brodere.
Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme
Amme lød Navnet Rose, og det viste sig, hun var be-
rygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede mere, gik
hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i
Huset allerede Barnepige.
Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende
ud og væk.
— Kære Ven, sagde Moderen: vil Du sige mig,
hvordan jeg skal faa hende afsted.
— Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr.
Der gør hun jo ingen Skade.
Rose sad videre.
Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene,
sagde Moderen:
— Ja, Fritz, naar Du overhovedet vilde tage dig af
det, skulde Du nok selv se.
Faderen var meget for træt til at tage sig af det.
Undtagen én Gang.
Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde
til Hanne Stuepige: Luk Døren.
Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen,
som straks viste sig, kridhvid, i sin Dør:
— Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre,
sagde han.
Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv
og Faderen ventede. Da alle var samlede, gav Faderen
sit ældste Afkom en Ørefigen uden nogensomhelst Ce-
remoni.
— Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om
Forladelse og sige til hende:
— Hanne, vil De være saa god at lukke Døren.
Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa
Tyendet blev bortsendt.
En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den
Dag — for der var ingen af dem, der kunde mindes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
