Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 208
for Dig og for os alle —
Moder, Du,
der slynges endnu Roser,
Blomster, Roser
om de hvide Søjler —
Roser, Blomster,
Moder —
for de andre.
Men Du kunde ikke
leve i Vinter;
ikke naar Jorden
og ikke naar Hjertet var dødt.
Du gik.
Og dog og dog
blomstrer der glødende Roser —
Roser, Roser
blomstrer dog for de andre.
Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer,
da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen.
Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo.
Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort.
Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig fir-
kantet, ligesom med en sort Kalot paa til Tag. Men inde
i Smedjen var der Nat og Flammer.
Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om
Søndagen. Saa var der saa stille og lunt fredeligt, og
Væggene var Vægge som alle andre og Døren var bare
en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var
blevet en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad
udenfor Krolængen.
Han sad og saa paa dem, der gik i Kirke.
Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af
den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen
have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik,
som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spø-
gelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
