Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
2tl DET HVIDE HUS
Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens
forekom hende ahid hvidere. Ahing forekom hende
hvidest og dejligst hos Skolelærerens — undtagen Sen-
gene. De var de højeste i Byen.
— At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun
kom hjem.
Sengene var Bjerge, Dyne over Dyne, med røde
Vaar og hjemmevævede Lagener.
— Jeg vilde kvæles, sagde Moderen.
Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brude-
lagener viste hun altid frem. Dem havde hun begyndt
at væve, da hun var Pige, og Tines Daabsvugge havde
været bredt med dem.
— Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og
kærtegnede Lagenerne, med ens egne Hænders Ar-
bejde,
Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam alle-
rede Duften.
— Skal vi ha’e Vafler? sagde hun og skuttede sig.
Moderen havde altid saadan et Træk med Skulderen —
et lille hastigt og spædt — naar hun glædede sig til
Mad.
— Aa, det er dejligt, sagde hun.
De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Mo-
deren satte sig i den Hestehaarssofa, med et Plump,
lige under Billedet af Kong Frederik den Syvende. Han
hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder.
Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa
Kaffen brændte de sig og tog ikke Øjnene fra Vaflerne.
— Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældstv^
Dreng.
— Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine.
Men Moderen rystede paa Hovedet.
— Han ta’er lige akavet paa alle Livets Ting. Det
bliver hans Ulykke.
Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar
:
— Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde
hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
