Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
217 DET HVIDE HUS
Ak, men Gud Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
det sluktes for alle Tid.
Der er ikke Tanker om,
at Mennesker sviger:
der er ikke Tanker om,
at Mennesker, de blev forladt.
Det er kun Elskovens Lys,
der pludselig sluktes —
og det er Nat.
Skønt er Solens Lys
og Sol rinder alle Dage:
alle kan Solen se.
Men den, der aldrig saå
Elskovens Lys
tændes og slukkes brat,
han kender ikke til Dag
og han véd ikke af Nat.
Sangen døde hen.
— Hvor den Vise er køn, sagde Tine.
— Den er vist sand, sagde Moderen.
Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i
Mørket
:
— Ja, Kærligheden, det er no’et, man ikke tænker
over. Den kommer.
— Og gaar, sagde Moderen.
— Ja gør ’en, sagde Madammen saa stille fra sin
Krog.
Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle
:
— Ja, lille Frue — sé, det er vist ret. Den kommer
og den gaar. Men der er maaske ogsaa dem, for hvem
den lukker Døren, fordi de, naar den ikke er hjemme,
ikke giver Stunder og venter ... til den kommer igen ...
Moderen svarede ikke.
Men lidt efter sang hun igen — og da var hendes
Ansigt vendt opad og blegt i Mørket; der kunde over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
