Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 218
det Ansigt komme noget, saa hun lignede den Kors-
fæstede —
:
Ak, men Gud Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
sluktes for alle Tid.
— Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig
muntert : nu vil vi gaa ind paa Kirkegaarden.
Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Af-
ten, men altid med Tine og med Børnene i sine Hæle.
De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende
Køkken ud i Haven.
— Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren.
— Godnat.
Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. 1
Kulden glimtede dens smaa Stjerner.
— Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.
— De er dækket til, svarede Tine.
De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaar-
den.
Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede
stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var for-
svundne i Mørket.
— Her hviler man trygt, sagde Moderen.
Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var,
viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor.
De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.
Moderen og Tine gik forrest. Børnene traskede bag
efter i Sneen.
Lys var der kun af Stjernerne over dem.
Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sid-
ste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens
Søn.
— Ja, han havde gjort mange fra ’et, sagde Tine.
— Det siger man.
— Og Gud véd, hvad de saa ved ham?
— Saa og saa?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
