Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219 DET HVIDE HUS
Det var Moderen, der talte
:
— Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der
er Honning.
— Ja, maaske.
— Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen,
og hun tav lidt, før hun sagde og saå hen for sig : Og
ikke andet.
De blev ved at gaa : Kommer I Børn, sagde Moderen
Men til Tine sagde hun, og hendes Ansigt var vendt
opad mod hendes Stjerner, som hun gav de mange
Navne
:
— Tine, der er i Livet kun to Ting — Kærligheden
og Døden.
De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.
— Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.
De gik hjem. Børnene ved hendes Side. Der var saa
ganske tyst og alle Huse var lukkede. Mennesker mødte
de ikke, og Hundene kendte dem.
Det var en af Moderens tunge Dage.
Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og
Moderen talte ikke. Hun satte sig kun ved det gamle
Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem det meget Mørke,
og hun sang
:
Der kommer de Aar,
da vi bitterlig véd,
hvad Livet er værd.
Der kommer de Aar,
da vi miste maa,
hver Ting vi har kær.
Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saå hans høje
Skygge i den.
Der kommer de Aar,
da Tankernes Hær
er et Ligtog kun.
Der kommer de Aar,
hvor og Længslerne træt
gaar til Blund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
