Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 220
Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det
sorte Mørke stod som en sort Støtte.
Der kommer de Aar,
da Minderne selv
bli’r en Spot.
Der kommer de Aar,
hvor vi lever ej mer —
døde vi blot
Faderen lukkede Døren.
Moderen for sammen ved Lyden
:
— Hvem er det, spurgte hun.
— Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra
Krogen
:
— Mo’er, syng den, vi ikke forstaar.
Men Moderen lukkede Klaveret.
Længe blev det ikke aabnet mer.
Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste.
Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skif-
tende Bind, hun tog frem. Kusken kørte til Sønderborg,
og Kusken bragte Bøger.
Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, „i sin
egen Stol“, ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin,
Hovedet holdt hun i sine Hænder. Børnene hørte hun
ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun skiftede kun
Bog efter Bog.
Faderen kom ind
:
— Skal Du ikke ud, sagde han.
— Jeg læser.
— Vil Du ikke op i Skolen?
— Du ser jo, jeg læser.
Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene.
Der gik en Time. Der gik Timer. Børnene listede om.
Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
