Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
227 DET HVIDE HUS
— I Kortene møder man altid „Lykkens Bonde“,
sagde hun.
Tine saå til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn.
Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Fa-
derens Skridt, frem og tilbage, frem og tilbage.
Foraaret kom.
Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med
Tine, hen over Markerne med deres spæde Grønne, op
paa Bakker, op paa Højder, hvor hun saå vidt.
Der elskede hun at staa.
Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens
Solen gik ned i et blegnende Rødt. Hun stod, med den
løftede Haand over Øjet, rank mod Himlen, som spej-
dede hun efter Vaaren, der kom.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod
alle Skaale fulde af Violer, der duftede. Og i Køkken-
haven kom der fine Blade paa Stikkelsbærbuskenes
lange Rækker.
Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig
og fugtig og blank — Moderen kunde om Aftenen,
naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Bør-
nene.
— Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens
Rugen stod, strunk og rank, og fyldte Aftenen med det
unge Grønnes stærke Duft.
Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens
Luften laa mæt og tungere; og den første Damp steg
op af den levende Jord, mod et Himlens Blaat, der far-
vedes dunkelt og mørkere.
Moderen havde Vandresyge.
Hun gik og gik.
Pludselig kunde hun stanse:
— Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner.
I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke kryd-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
