Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
229 DET HVIDE HUS
„Kærlighed er Lovens Fylde.“
Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne
bort, som taalte hun ikke deres Duft
:
— Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine.
— Ja, sagde Moderen.
Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten,
som hun bar, paa den friske Høj
:
— Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som
maatte græde.
— Er det en Tak? spurgte Tine.
Moderen svarede ikke.
Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den høj-
nede Grav.
En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen.
— Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig
igen til Hovedet
:
— Aa, Tine — lever de Døde? sagde hun og hun
forsøgte at le.
Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og
var der uroligt.
— Aa, sagde Tine og lo : det er jo kun Karlene med
deres Piger.
Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin
Stue.
Det var halvlyst og alle Døre stod aabne.
— Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.
Men ingen svarede.
Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ov-
nen.
Moderen aabnede Bryggersets Dør.
— Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.
Hun saå kun et Par Skygger, der flygtede ned imod
Dammen.
Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind.
Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas
det blegt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
