Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
231 DET HVIDE HUS
— Maalet? Maalet er, at der skal avles.
— Og hvorfor?
Moderen saå ud i den tomme Luft:
— Jeg véd det ikke, sagde hun
:
— Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder
vel Maalet.
Hun tav lidt.
Saa sagde hun
:
— Hvorfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige?
Er vi mon ikke det ringeste Tyende i et stort Hus, for
hvis Herskabs Ansigt vi aldrig bliver stedt?
— Lad os skjule vore Taarer.
— Vi lider og — bereder Lidelser.
— Mere véd vi ikke . .
.
Faderen rejste sig, i Oprør
:
-
— Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger;
tror Du da ikke jeg véd, at hele dit Liv er en eneste
og eneste Opofrelse?
Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig
mildt
:
— Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tom-
hed, maa man fylde den med noget ... ligegyldigt.
— Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?
— Ja — fuldstændig.
Faderen gav intet Svar.
Det var som hans vandrende Skygge gled bort i
Mørket.
— Eller — hun talte roligt som den, der gør et
sidste Spørgsmaal — gør for Eksempel min Opofrelse
egentlig dit Liv rigere?
Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Fa-
deren forblev tavs, og, i Mørket, sitrede maaske et Øje-
blik hendes Hænder.
Fra Forhøjningen sagde hun igen
:
— Der er maaske Skin-Liv mange Steder : i Kunsten,
i Opofrelsen, i Arbejdet, i Venskabet, i Daaden ; kun
ét Sted er Livet — dér, hvor Naturen har villet det,
Moderen tav, og i Stuen v^r der tyst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
