- Project Runeberg -  Værker i Mindeudgave / Andet Bind /
11

(1920-1921) Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Præsten (Præster)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

11 PRÆSTEN
spørge hende, bede om hendes Haand, det turde han
ikke . .
.
Saa var det en Dag, de mødtes nede i Præstegaards-
haven. Hun kom med en Kurv Jordbær, som hun
vilde bringe til en syg. Men da han saå hende i Have-
gangen nederst nede, blev han forskrækket og vilde
vende om. Hun havde imidlertid ogsaa set ham og
raabt ham an — hun kom hurtig hen ad Gangen og
gik ved Siden af ham. Hvor hun var smuk. Kindens
Runding, det hvide Klæde, der sad løst bag Øret — et
yndigt, lyserødt Øre — og Næsen, der var ganske lidt
bøjet opad, ganske lidt. Og saa dette Smil, der næsten
altid spillede om hendes Mund og som altid gjorde ham
saa frygtsom.
Han vilde sige noget — et eller andet. Men dette et
eller andet kunde han ikke faa frem ; maaske fordi han
i Virkeligheden kun vilde sige et —-og det blev ham
siddende i Halsen.
— Hvad tænker De paa? spurgte hun, da de var
midt i Gangen.
— Paa ingenting, sagde han sagte og vendte Hovedet
helt, han følte, han blev rød.
— Paa ingenting, gentog hun smilende og saå hen
til Siden, hvor han mekanisk var bleven staaende,
medens han stod og rev Roserne af og spredte deres
Blade paa Jorden.
— Men Skeel, De plyndrer jo Roserne til aldeles
ingen Nytte . . . Han blev endnu mere rød og holdt op
næsten med et Ryk.
— Ja . . . sagde han mekanisk.
— Man kan benytte Roserne bedre end at rive Bla-
dene af dem, sagde hun og smilede bestandig. Saadan
et skalkagtigt Smil, som laa nederst i Mundvigene, og
som hun ikke kunde styre.
— Ja, han vendte sig som drejet af et Stød, man
kunde — man kunde . . . Han snublede over Ordene,
tog paa igen og aabnede Munden halvt . . . Men, nej,
det vilde ikke frem. Saa stoppede han.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:23:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bang/2/0017.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free