Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den sidste Aften (Tunge Melodier)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 DEN SIDSTE AFTEN
Man gik ud i Haven. De andre holdt sig tilbage.
Fruen skulde have et Slag om sin gigtsvage Ryg. Han
og hun gik gennem Nøddegangen, der er smal, saa
Buskenes Grene uafbrudt strejfer hendes Kind. Hvor
der er køligt derinde og ganske stille. De hører deres
egne Trin i den bløde Jord. De er gaaet nogle Skridt i
Tavshed, saa tager hun sig sammen og taler . . . hen-
des egne Ord lyder i hendes Øren som en fjern og
fremmed Lyd, hans muntre Svar kan hun næppe fatte
. . . Gid de var ved Enden af Gangen.
De kom alle ind igen. Marie byder Jordbær rundt.
Enkefruen søger forgæves at holde Samtalen vedlige.
hun er rød i Hovedet, medtaget, echaufferet, og hun
sidder ubevidst og rokker febrilsk med Hovedet, saa
Blomsterne paa hendes Kappe dirrer. Johanne skotter
til Uhret. Naar Samtalen gaar istaa, hører man dets
rolige, uforstyrrede, uophørlige Dikken, ligesom en
spottende Røst. Han sidder roligt, bøjet over sin Tal-
lerken og maser sine Jordbær i Fløden ; hans solbrændte
Ansigt, der belyses af Lampen, er roligt, kækt og tillids-
fuldt. Han vil gøre sin Lykke i Batavia. Emilie har sat
sig i en Krog; som bag et Slør ser hun henne fra
Skyggen dette Ansigt, som hun elsker, belyst af Lam-
pens Skin, saa roligt, uforstyrrelig muntert. Og det er
hende, som hendes Hjerte skulde høre op at slaa.
Moderen gaar ud af Stuen, ind i det andet Værelse.
Hun skal „dække sine Kanariefugle til". Lidt efter
rejser ogsaa Johanne og Søsteren sig og gaar hen mod
Havedøren . . . Emilie ser det og vil rejse sig for at
følge efter. Hun kan ikke være alene med ham . . .
Men hendes Knæ vil ikke bære hende, hun kan ikke
komme op ... Nu er de ene.
Paa Spisestuedøren ser man Fruens Skygge, hendes
spidse Næse og Blomsterne, der dirrer paa Kappen ;
ude i Haven, lige neden for Trappen, staar de unge
Piger klynget op til hinanden og hvisker ganske sagte.
Inde i Stuen hører man ikke andet end Uhrets pinlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
