Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Heinrich (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 228
hyllet i et langt Lagen gik gennem Kapelgangen — den
hvide Dame viste sig der før et Dødsfald — havde han
nær taget Livet af hele Klostret.
God var han, ejegod. Hvor var han ikke glad Jule-
aften — rigtig et Barn endnu — naar Stiftsdamerne
havde tændt „Drengen"s Træ i den store Sal, og den
lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svam-
peholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne,
som gamle Hænder havde hæklet og strikket.
Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svin-
gede sin Mor.
— Otto Heinrich, Otto Heinrich ! hvor Du kysser
mig . .
.
— Ha, ha! mærker Du mit Skæg, lille Mor. Ja, det
kommer!
Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von
Salzen. Med et flyver han til og tager hende om Hove-
det — Frøken von Salzen havde sin Strudsfjersturban
paa, af ægte Fjer —og kysser hende, midt paa Munden.
— Tak, Tak ! sagde han : tusind Tak
!
— Men Otto Heinrich ! raabte Priorinden, Otto
Heinrich dog! . .
.
— Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs. Den Dreng
er dog for maladroit. (Frøken von Salzen rystede af For-
nøjelse), aldrig bliver han voksen, sagde hun til Stifts-
damerne.
Frøken von Salzen havde stukket „en Halvtredser"
ind mellem Otto Heinrichs seks broderede Lommetør-
klæder.
Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var
hjemme som Kadet. Om et Par Maaneder skulde han
være Officer.
Moder og Søn sad den sidste Dag i Tusmørket i den
lille Stue. Samtalen var træget hen og gaaet i Staa,
lidt efter lidt. Otto Heinrich flyttede sig fra Chaise-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
