Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Heinrich (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229 OTTO HEINRICH
longuen til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til
Klavérstolen. Han havde ikke Ro.
— Mor, sagde han, det kom som et Udbrud, Mor,
det var det — om Regimentet
!
— Regimentet?
— Ja, Mor . . . vi maa . . . tale om det . . . Det nyt-
ter ikke . .
.
— Det er jo afgjort, Otto Heinrich, Du tjener, hvor
din Fader tjente.
Kadetten rejste sig.
— Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i
Garden.
Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst:
— Jeg har sparet i disse Aar.
Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa
mørkt, at de næppe saa hinanden. Helt henne fra Kro-
gen sagde han saa
:
— Mor — hvorfor skal Paul Tjener rejse?
— Hvem har sagt Dig det?
— Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor.
Otto Heinrich tav lidt. Han lukkede Fars Øjne, sagde
han.
— Jeg har skaffet ham en Plads — Ordene skjalv
lidt, — jeg behøver ham ikke.
— Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gul-
vet. Og al Ting for mig, sagde han.
— Aa, men Mor! Taarerne løb ned ad Otto Hein-
richs Kinder — Du skal faa Ære af mig.
Priorinden førte sin Haand blødt gennem Sønnens
Haar.
Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Frøken
von Salzen paa Visit hos Priorinden.
Frøken von Salzen var meget besynderlig den Dag:
Hvert Øjeblik glemte hyn Titelen, og hun løste sine
dadelløse Kappebaand op tre Gange-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
