- Project Runeberg -  Værker i Mindeudgave / Andet Bind /
231

(1920-1921) Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Heinrich (Stille Eksistenser)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

231 OTTO HEINRICH
ninger skrev han, ungdommelige og lykkelige om Fester
og straalende Baller og Banketter med uendelige Spise-
sedler og høje Herskabers Skøjtepartier ved Fakler. Tit
skrev han om Natten, naar han kom hjem fra Bal. Han
kunde ikke sove for Berusning og Lykke. Og Brevet —
forvirret og ud og ind — blev som fyldt af Musik og
Ungdom og Lys og Liv.
Den lille Priorinde læste om og om igen. Og sart
Rødme kom op i hendes Kinder, og hun smilede, mens
hun læste, og med Haanden under Kinden drømte hun
længe foran sin Søns Brev.
De gamle Stiftsdamer blev aldrig trætte af at høre.
— Det var Hofliv det
!
— Le monde — det!
De slugte hvert Ord, og de standsede Læsningen ved
hvert nyt Navn.
— En Felsenburg? En Felsenburg. Hvem er det?
Felsenburg?
— Felsenburg-Weisenstein —det er dem fra Rhinen !
— Hm, saa nu er h u n ved Hoffet!
Og Strikkepindene gik igen.
— Ja, Familierne skifter, sagde Frøken von Salzen,
og hun fortalte endnu en Gang Gehejmeraad Goethes
Kompliment, da hun havde staaet i Tableau, som Gret-
chen, ved det storhertugelige Hof i Weimar.
Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage:
alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa
Vejen fra Kirken ; ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og
bød den ældste Stiftsdame Armen. Og der var de smaa
Theer : Otto Heinrich sang Løjtnantsviser og akkompag-
nerede sig med en Finger.
Der var især en Vise — om en Bændelorm. Det var
Otto Heinrichs Yndlingssang.
„Ich hab’ im Leben keine Freude.
Ich hab’ ein Bandelthier im Leib."
Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene :
saadanne Viser kendtes ikke i Weimar.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:23:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bang/2/0237.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free