Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Heinrich (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235 OTTO HEINRICH
Frøken von Salzen kunde ikke spørge. Hun tog blot
med famlende Hænder — hvor hun blev gammel, Frø-
ken von Salzen — Priorindens Haand. De stod midt i
Stuen.
Den lille Priorinde tøvede et Øjeblik. Saa sagde hun
rolig, men der var slet ingen Klang i hendes Stemme
:
— Ja, Otto Heinrich beder hilse. Han havde — des-
værre — kun Permission til i Aften . .
.
De gamle Frøkner sad langs Væggene og dukkede
sig ned over deres Strikketøj og vilde ikke se paa hin-
anden. Og hele Aftenen talte de lavmælt og dæmpet
— som om de var bange for at vække en, der sov
— og hver sagde lidt, ligesom paa Tur, af Frygt for
Pauser.
Priorinden var længe om sine Breve til Otto Hein-
rich nu. Hun sendte ham ingen Bebrejdelser. Men der
var som en sammenpresset Angst over Ordene, og
bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der
saa stille bad.
Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skre-
vet, og sukkede tit.
Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at
køre paa Jernbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øje-
blik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.
Som hun for Resten ældedes, Frøken von Salzen —
hun gik altid med to Stokke nu.
Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv
Priorinden — „den Ungdom" — begyndte at faa hvide
Haar mellem de brune under Enkekappen.
En Morgen — Otto Heinrich havde været Officer
fire, fem Aar —vækkede Pigen Priorinden meget tidlig.
— Deres Naade, der er en Herre . . .
— Paa denne Tid? Du sagde dog vel, han maatte
komme igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
