Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stærkest — (Sælsomme Fortællinger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 622
— Paaklæderen kom tilbage, og bag Døren, som jeg
spærrede ham, sagde han, mens han rakte mig Flasken
og Glasset:
— Regissøren spørger, om der kan begyndes.
— Jeg tog Uhret frem, og i en Tone, som gjaldt det
kun at udregne Forestillingens Længde, svarede jeg
:
— Der kan begyndes om to Minutter.
— Drik saa, sagde jeg og skænkede. Han drak en
Smule, mens de elektriske Klokkers Lyd dirrede gen-
nem Huset: Lidt endnu, sagde jeg. Han drak igen og
saå paa den gule Vin, mens han sagde og smilede mod
Glasset
:
— Mo’er har altid sagt, at Vin var Gift, for at holde
mig fra at drikke.
— Tak.
— Lidt endnu.
— Det er det maaske ogsaa, svarede jeg og betrag-
tede mig selv i Spejlet.
— Han drak igen.
— Saa, skynd Dem nu.
— Han gjorde sig færdig. Der var bestandig den
samme Glans i hans Blik som før — den rette.
— Kom saa, sagde jeg.
—• Han stod op, og jeg fulgte. Han gik rank. Han gik
ind paa Scenen og prøvede Gelænderet, til hvilket han
skulde læne sig.
— Dér staar jeg, sagde jeg og pegede paa min Plads
— fem Alen fra, hvor han stod.
— Tak, sagde han, med et Blik, som vilde han maale
de Skridt, der skilte os.
— Saa, Crangier, sagde jeg og førte en sidste Gang
Haanden over hans Haar. Han greb den med sin, der
var kold som Staal, og med et Smil — aa, et Smil, der
var ubestemt som et lille Barns — sagde han
:
— Aa, Mester, jeg er til Mode, som jeg skulde dø —
— Men, og han samlede sig igen : nu kan jeg.
— Regissøren kom med Uhret i sin Haand.
— Tæppet kan gaa, sagde jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
