Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113 HAABLØSE SLÆGTER
Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde
ikke turdet. Mens Onklen begravet bag „Dagstelegrafen"
drak sin Kaffe paa „Haabet", sneg han sig sagte ud af
Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa vilde
Onklen maaske have været med og — nej, han vilde
helst være alene, han maatte være alene, han syntes
ikke engang, han kunde have sagt, at han gik ned til
Kirken ; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten
under sin egen Forventning.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende
Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næp-
pe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig
ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik
ind paa Fortovet, helt ind til Husene.
Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt
den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene
naaede han Klosterporten.
Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke,
dem havde de bygget, hans Forfædre . . . Han følte paa
Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme for
Tomme, baade Højden og Bredden — saa gik han ud i
Alléen. Vinden jog med de visne Blade og lod dem
danse i svingende Kredse om de knudrede, fugtige Rød-
der — Sikke vældige Rødder! — hvor de Træer var
gamle — de havde set hans Slægt . .
.
Det var som om hans Hjerte blev større, han aandede
Luften stærkt, han fyldte sine Lunger. Han syntes, han
kom til noget, som var hans, til noget, han tog i Besid-
delse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind over
hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse,, den, at
han her stod i Ly af sin Slægts Gerninger.
Og i dette nervøse Sind kom ogsaa denne Følelse alt-
beherskende til ham. Han slyngede alt, hvad han havde
lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger over paa de store
Dødes Skuldre, og de kunde bære dem.
Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han al-
drig blive ene, for de var her.
Paa én Gang raabte alle hans berømmelige Slægts
H. B. III 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
