Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 114
Bedrifter til ham, han var kommen til dens Hjem, hvor
Minderne lurede i hver Krog, og hans Tanke havde i et
eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga.
De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de
store Skikkelser — han saå det alt. Og saå ned gennem
de mørke Aarhundreder, hvor alt forsvandt og blev bor-
te. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besyn-
derlige Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham —
det gled ud, bort, ud i intet
Excellencen dukkede frem. — Moderens Fortællin-
ger Faderens Skikkelse
Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi —
han følte det
Han saå sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik
paa den kolosagtige Kagekone, henne i Klosterporten,
hun sad og tørrede Honningkagerne af med Bagen af
sin Haand.
Han holdt Skue over Slægten — hvem var der?
Onklerne — de var Undermaalere og de havde ingen
Børn, Nina — hun var Kvinde — han, han
Men Sikkerheden fra før var borte, Lyset var slukket,
Slægtslyset over hans Liv.
Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne
sammen. Han syntes, det var en legemlig Kraftprøve,
han skulde til. Og som en kold mørk Skygge lagde der
sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst
noget nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra
sig; han maatte kunne: naar man vilde, kunde man.
Han gik op ad Trappen til Kirken — Døren stod
aaben, der var nogen derinde, som spillede paa Orgelet.
Nu skulde han da altsaa staa Ansigt til Ansigt med sin
Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans Drøm-
me, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle
de Tanker, han havde skænket dette Rum. Og med et
Ryk vendte han sig —idag vilde han ikke gaa derind . . .
han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han maatte
have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ven-
tede Onkel Høg. Nej, han gik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
