Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117 HAÅBLØSE SLÆGTER
sig og gik ned. Himlen var blevet overtrukken, og der
var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en ejendom-
melig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist
ydmygt, hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som
grænsede nær til Taarer Orgelklangen lød dæm-
pet ned over ham.
Han satte sig i en af Kirkestolene : hans Tanker træng-
te til at hvile og gled ud i Tonerne.
Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde
hørt op at spille, og han hørte nogen komme ned ad
Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saa en Dame
staa paa det nederste Trin.
Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte
Rødmen stige sig helt op under Haaret, og han trak hur-
tigt Øjnene til sig. Hun tog langsomt en Lorgnet op og
saa et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad Døren.
William saa hendes Nakke bag den sorte Knipling,
der stod op om Halsen, Haaret var skrabet helt op.
Siden tilbragte han mange Timer i Kirken. Dens Min-
der var blevet hans vigtigste Selskab. Han sluttede sig
ikke synderlig varmt til nogen af sine Kammerater. Hans
Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han
blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt
unge Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med
deres Idealitetstro og deres Fuldkommenhedsteorier.
Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke
Tale : William modtog intet ligesaa lidt som han egentlig
gav Kammeraterne andet end rent ydre Ting af sig selv.
Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største
Beundrere saa Kløften, der bestod mellem ham og dem
— og respekterede den.
De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede
sig inde, talte om ham, naar han ikke vilde lade dem
komme ind, de beundrede ham tidlig og silde — men
alene vedblev William at leve.
Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham
i Timevis, kunde han hen paa Eftermiddagen gaa over i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
