Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 118
Kirken og sidde dér ved Stamfaderens Pille, længe, hen-
sunken i Tanker.
De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svig-
tede William aldrig. Musikken mildnede hans Drømme,
dæmpede den Uro, der bestandig gik som en Under-
strøm gennem hans Ørkesløshed.
Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk
kom til Byen, og naar han Klokken tolv, naar han dreje-
de om Hjørnet, saå den kendte Vogn holde nede i Alléen
ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over
Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvan-
lige Krog og lyttede, men naar han tænkte, det snart var
forbi, rejste han sig og gik frem, saa han kunde se Da-
men, naar hun gik ned ad Trappen.
Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og
hver Gang saå Frøken Falk lidt smilende paa ham, og
hver Gang hilste han og blev rød under hendes Smil.
Andet foregik der ikke : han stod ved den nederste Pille,
hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste — saaledes
gik nogen Tid. Naar William paa de bestemte Dage
drejede om Hjørnet og ikke saå Vognen, blev han plud-
selig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de
Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt
urolig, en Uro, der ikke kunde finde sig til Rette med
sig selv. Han gik saa over og satte sig paa en Bænk un-
der Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han ned-
slaaet.
Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at
faa det at vide. De havde aldrig vekslet et Ord, og ha.n
var i en Alder, hvor Nærheden skræmmer.
Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig
med noget saa livskraftigt som at være forelsket. Han
gik kun over i Kirken hver eneste Fredag og Onsdag, og
han var glorød, naar han hilste paa Damen. Undertiden
kunde det da hænde, at hans Rødme smittede.
En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvar-
teret til ham: „Holder Du meget af at høre min Kusine
spille?" —
-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
