Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 52
De sad begge tavse, mens Vandet faldt rislende i sine
Kummer.
Mesteren strakte sit stærke Legeme og sagde inde i
en ukendt Tankegang:
— Mikael, man er dog ikke gammel. Jeg kan end-
nu se.
Mikael hørte det ikke. Han sad bestandig med Ho-
vedet vendt mod sig selv, mod Athenerens palmebæ-
rende Legeme.
Mesteren havde rejst sig og slog Armen ned om Mi-
kaels Skulder:
— Jeg gi’er Dig det, sagde han. Det har jeg dog
længe villet.
— Det maaDu ikke, sagde Mikael og næsten heftigt:
— Det skal Du ikke. Det har jeg ikke fortjent.
Mesteren førte mildt sin Bondehaand ned over Mi-
kaels Haar:
— Det skal jo dog en Gang, sagde han, og hans
Stemme klang blødt : altsammen være dit.
Taarerne var kommet frem i Mikaels Øjne, og han
holdt fast om Mesterens Haand med begge sine
— Hvor Du er god, sagde han
— Tak.
— Hent mig en Pensel, sagde Mesteren : jeg skal
skrive dit Navn.
— Tak, hviskede Mikael igen og kunde næppe tale.
Han gik op i Atelieret. Han vidste, nej, han vidste
ikke, hvad Fyrstindens Øjne var af for en Farve.
Han vendte tilbage med den fugtige Pensel, og, staa-
ende op paa en Stol, skrev Mesteren paa „Sejrbringe-
ren
u
s Fod: „Til Mikael".
De stod begge et Øjeblik foran det dejlige Lærred
— Nu er det dit, sagde Mesteren.
Og der var stille igen.
Men paa én Gang løftede Claude Zoret sine Øjne og
saå sig rundt i Salen, fra Lærred til Lærred
— Og hvem véd saa, sagde han : hvad det altsam-
men er værd?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
