Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53 MIKAEL
Han stod lidt, og det var, som om hans Skuldre sank
sammen :
— Sommetider synes jeg, at det eneste, der er værd
at male, det fik jeg aldrig malt.
— Hvad eneste? spurgte Mikael.
— Livet, svarede Mesteren og de sidste Ord for-
svandt under Støjen af den tunge Stol, som han pludse-
lig flyttede:
— Livet, som jeg aldrig har levet.
Og med fremskudte Læber sagde han
— Jeg vil en Gang faa min Væg ved Siden af David.
Mikael havde ikke rørt sig. Kun hans Øjne var lyn-
snart faret, hen over Væggenes Billeder — med et mær-
keligt Blink.
Saa sagde han i et Udraab
— Claude, „Sejrbringeren" kan aldrig dø.
Mesteren smilte
— Nej, sagde han: den er jo din.
De tav igen.
Saa sagde Mikael og sært brat
— Farvel.
— Gaar Du? spurgte Mesteren og vendte Hovedet.
Mikael plejede altid at sove herhjemme, naar der havde
været Selskab.
— Ja. jeg gaar hjem til mig selv, svarede Mikael
Godnat.
— Lev vel, svarede Mesteren og satte sig atter un-
der sin Kumme.
Mikael gik.
— Gaar Hr. Mikael? spurgte Majordomus.
— Ja, sagde Mikael og blev pludselig halvt forvirret
— Jeg gaar hjem ... til mig selv.
Paa én Gang udspilede han sine Næsebor : Jo, det
var Duften af Fru de Zamikofs Kaabe.
— Godnat, Du gamle Jacques, sagde han og lo, idet
han gik.
. . . Mikael kom ind i Tuileriernes Gaard. Natten laa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
